”Jeg er sådan en videbegærlig Satan”

Man bliver aldrig dygtig nok i specialet, siger børne- og ungdomspsykiater Jakob Ørnberg, der hvert år kan gøre status over, hvilken ny viden han har tilegnet sig om psykiske lidelser. Han arbejder tværfagligt, tværsektorielt og transdiagnostisk, for psykiske lidelser passer ikke i diagnosekasser. Psykiatri er et komplekst speciale, hvor man skal være analytisk og kunne spille på flere tangenter på samme tid.  

Jakob Ørnberg
Overlæge, speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri,
PP Clinic og Region Nord

Om valg af speciale:

Jeg gik og barslede lidt med pædiatrien i tidernes morgen. Som led i det pædiatriske fik jeg et vikariat i børne- og ungdomspsykiatrien og bang, bingo, så var jeg solgt. Det er herligt at have med børn og unge mennesker at gøre. Men det handler ikke om et pussenusse-speciale. Det handler om at bruge roen. Det handler om at være klog, analytisk og at kunne spille på flere tangenter på samme tid. Det er enormt spændende, og det er enormt udfordrende, fordi det faktisk er så komplekst. Det er jo det, der fascinerer mig ved mit arbejde. At være detektiv og gå på jagt. Man har brug for at være omstillingsparat, fordi vi skal ikke tænke i diagnostiske kasser. Vi skal tænke transdiagnostisk. Noget kan godt se depressivt ud på overfladen, men i virkeligheden handle om noget helt andet, og det samme kan jeg sige med angst. Jeg har mødt rigtigt mange, der har angstsymptomer på overfladen, hvor det handler om, at de har en stresset ADHD-hjerne.

Om tvivl:

Aldrig. Jeg har aldrig fortrudt. Jeg er jo skabshumanist og gik også med overvejelser om at læse humaniora, inden jeg startede på lægefaget, og jeg tænker, at det slet ikke er tilfældigt, at jeg er her i dag. Jeg må sige, at jeg bruger meget tid på arbejde og er jublende lykkelig over det. Det er så meningsfuldt for mig.

Om vinkel på specialet:

I den private klinik, jeg sidder, har jeg et tæt samarbejde med flere kommuner og socialpædagogiske opholdssteder om væsentlige, tunge klienter med alvorlige psykiske lidelser. Jeg har derudover en konsulentfunktion i et satspuljeprojekt i børne- og ungdomspsykiatrien i Aalborg, hvor jeg kommer en dag om ugen. Det er et spændende satspuljeprojekt, hvor man arbejder tværsektorielt og sætter sig ned og siger: I stedet for, at vi smækker døren i over for primærsektoren, som står med de unge, tager vi på besøg ude hos dem og samarbejder tværfagligt og vidensdeler. Det er et projekt, som er helhedsorienteret i udgangspunktet. Som forsøger at træde over de der tværsektorielle kløfter, der er. Grunden, til at jeg blev hevet ind, er, at det er unge med komplekse problemstillinger, hvor der også ofte er sociale problemstillinger, hvor de er pressede, hvor der er familiære, sociale belastninger samtidig med, der også er tegn på mulige psykiatriske vanskeligheder. Det der med, at kunne tænke både og. Det har jeg i hvert fald forsøgt at gøre mig i.

Om at arbejde tværfagligt:

Det vigtigste i dette fag er, at man ikke er forfængelig. At man tør være åben om sit arbejde, fordi det bliver man klogere af. Det er specialets styrke, at det er tværfagligt. Hvis man vil være sikker på at blive udygtig og dum, skal man lukke sig inde i sit lønkammer og overhovedet ikke få supervision eller sparring af andre. Jeg lærer rigtigt meget af at være ude til netværksmøder i PPR og ude i kommunerne høre om det store og ihærdige arbejde, de gør, og jeg har fået stor respekt for det og sætter kæmpestor pris på den indsats. Psykiatrien har i den grad brug for de kompetencer, der ligger ude i primær sektor, i det kommunale, fordi jeg kan ikke behandle en misbruger medmindre, jeg har et tæt og godt samarbejde med en kommune, der har den unge og er tæt på den unge i hverdagen. Så vi har brug for kommunerne og deres kompetencer ang. dette, og det er det, der kendetegner projektet i Aalborg, det er, at vi arbejder tæt sammen med kommunen i at få behandlet de unge med misbrug.

Om at holde sig opdateret:

Jeg er sådan en videbegærlig Satan, og jeg elsker at blive klogere. Man kan aldrig blive dygtig nok. Stadigvæk, selv om jeg er en gammel ronkedor, kan jeg sige til mig selv, når der er gået et år: Nu er du blevet klogere på den og den diagnose. Jeg føler altid, jeg lærer noget, og det er så berigende. Jeg har desuden mit eget personlige, faglige netværk, der både går ud til neuropsykologer, neurobiologer, farmakologer og kolleger ikke mindst – også internationalt. Jeg bliver høj over den forskning og den udvikling, der er, for der sker hele tiden nyt inden for psykiatrien. Den viden, jeg sad med for ti år siden, er praktisk taget ikke specielt relevant længere, fordi der sker noget hele tiden, og det er jo sindssygt spændende, synes jeg.

Om udfordringer ved specialet:

Det, der udfordrer mig allermest lige for tiden, er, at vores faglighed i den grad kompromitteres af det politiske administrative segment. Det er simpelthen den største udfordring og den største trussel mod vores faglighed. At der sidder nogen, som ud fra en ideologisk position tænker, at de skal have indflydelse på hvorvidt, der skal behandles med samtaleterapi eller medicin. Det er da en kæmpe trussel mod vores fag. Hvis jeg beslutter mig for at ordinere medicin til en patient, er det fint. Det er der faktisk ikke så mange, der blander sig i. Men hvis jeg beslutter mig for at ordinere pædagogisk støtte og hjælp, eller psykologsamtale eller lign, skal jeg række ud til kommunen og spørge en sagsbehandler, om de også synes, det er en god idé. Eller jeg skal spørge skolen eller PPR, om de også synes, det er en god idé. Det kan lyde som om, jeg ønsker uindskrænket magt – det er ikke der, jeg står. Men det kan være et underligt system at opleve, at noget af det, som jeg forstår som en integreret del af et behandlingsrepertoire i psykiatrisk regi, nemlig terapi og pædagogisk- og socialstøtte og hjælp, har jeg faktisk ikke råderet over. Jeg kan jo opleve svage familier, hvor der er nogle børn, der har helt klare psykiatriske vanskeligheder, hvor en sagsbehandler sidder og siger, at det tror de ikke på, og vi skal have genudredt, eller de vil ikke bevilge den støtte eller den hjælp. Der oplever jeg, at vores faglighed ligesom bliver gjort til genstand for sådan en politisk forhandlingsramme, og det kan man ikke gøre med psykiatrisk behandling. Det svarer jo lidt til, at du kommer ind i skadestuen, og man tager et røntgenbillede og siger, ”dit lårben er brækket. Det har vi ikke råd til at tage gips på, du får lige et plaster i panden, så har du fået lidt”. Altså det er sådan en logik, jeg møder i det politiske, administrative segment.
Noget andet er f.eks. unge med misbrug. Hvis man tager sådan noget som et misbrug, der er Danmark jo helt middelalderagtig. I andre lande, har man længe erkendt, at misbrug er et psykiatrisk symptom. Så når man misbruger, om det er gymnasielæreren, der drikker for meget rødvin eller Ronnie på gaden, der junker, er det et psykiatrisk symptom, og derfor er det noget, der skal udredes – altså sorteres under psykiatrien. Jeg har rigtigt mange unge, som har haft en svær familiær opvækst og har været ude i misbrug, som faktisk viser sig at have skizofreni, og de bliver overset, fordi man siger, det er det sociale, eller det er misbrug.

Om at blive bekræftet i specialet:

Der er simpelthen så mange, som kommer og siger tak for et nyt liv. Hvis man ved noget om dette og er dygtig til at behandle det, så forstår man pludselig, hvordan ortopædkirurgen har det, når han får chokolade-kattetunger af gamle damer. For du har virkelig nogen, der kommer og siger ”tak, for et nyt liv – nu er der pludselig nogen, der forstår mig”. At tale med mennesker, er det samme som at gå på kunstudstilling, man bliver præsenteret for et nyt maleri hver gang. Det er jo nogle fantastiske historier, og jeg bliver jo rørt, og det er ligegyldigt om jeg taler med Jennifer på 16, som har levet på gaden, eller jeg taler med en eller anden prominent kulturpersonlighed. De er jo alle sammen utroligt spændende mennesker. Jeg bliver ydmyg af det. Jeg har stor respekt for disse mennesker, der haft deres psykiske at døje med, og hvordan de bærer det. Respekt, respekt, respekt.

Om at vælge et speciale og ende på rette hylde:

Jeg vil helt klart sige til de unge læger. Det er et virkeligt spændende speciale, hvis man interesserer sig for mennesket som subjekt, hvis man interesserer sig for humaniora og for psykologi, så vil jeg helt klart sige, at psykiatrien er sindssygt spændende. Der er en kæmpe videnskabelig udvikling og forskning, der foregår i hele verden inden for dette. Og jeg er ikke i tvivl om, at også inden for de næste ti år kommer vi til at se en masse spændende resultater. Jeg vil jo sige, at jeg er heller ikke i tvivl om, at psykiatrien nu, fordi den har været kørt så meget i grus ressourcemæssigt, er ved at få større bevågenhed og fokus. Og man er ved at forstå mere og mere, hvor vigtigt dette er. Et andet tip er, hvis man vil være dygtig som psykiater, skal man tage en neuropsykolog i hånden og blive klog på neuropsykologi. Det er der slet ingen tvivl om. Hvis man vil være en dygtig psykiater, skal man kende til neuropsykologien. Det er et mesterlæreråd, jeg vil give ud til kolleger.

Om fremtiden for specialet:

Det, der driver mig, ud over at jeg synes, at det er et spændende fag, er, at man kan hjælpe mennesker. I psykiatrien i dag står vi jo helt anderledes i vores hjælpemuligheder i forhold til tidligere. Der er slet ingen tvivl om, at man i dag i meget, meget bedre forstand – takket være den videnskabelige forskning – kan hjælpe folk bedre. Men hvorfor screener vi ikke for ADHD? Det er den mest udbredte vanskelighed overhovedet i psykiatrien, og vi står med en behandling, som har den største effect size. Behandlingen er sindssygt effektiv. Hvis man satte ind med behandling tidligt, kunne man endda spare penge på det.
Jeg synes, især psykiatrien sidder fast i et strukturelt paradoks eller konflikt, og jeg ved vores formand for selskabet, Linda Bramsen, har været ude at slå til lyd for, at vi skal have behandling, altså det terapeutiske resort tilbage i faget igen. Og det er jeg meget, meget enig med hende i.