”Jeg vil blive ved at forsøge at vide alt det, der overhovedet skal til”

Janne Walløe Vilmar er uddannelsesansvarlig overlæge i Region Sjælland. Hun mener, at uddannelsesstederne bør gøre, hvad der skal til for at sikre, at specialet får en tilvækst med kompetente speciallæger i børne- og ungdomspsykiatri. Selv siger hun om den daglige motivation: ”Det bedste, jeg ved, er at se et barns glæde ved at være sig selv i hverdagen.”

Janne Walløe Vilmar
Postgraduat, klinisk lektor
Uddannelsesansvarlig overlæge for Region Sjællands Børne- og Ungdomspsykiatri
Leder af Børne- og Ungdomspsykiatrisk klinik, Roskilde, Region Sjælland

Om valg af speciale:

Jeg valgte børne- og ungdomspsykiatrien, fordi det er et speciale, der integrerer mine interesser, og det jeg kunne finde mest mening i at beskæftige mig med. Mest af alt er jeg nysgerrig ang. verden og den mere rå og ægte version af mennesker, samt menneskers trivsel og sameksistens. Jeg har altid haft et ønske om at forstå både det fysiske og psykiske (som ikke kan adskilles). Specialet beskæftiger sig med individers konstitution ud fra deres genetik og det miljø og den tid, de lever i, med dynamikker i børnegrupper, familiegrupper, parforhold og medarbejdergrupper, organisationer og med menneskers trivsel i samtidens kulturelle kontekster. Alle børn burde have lov til en sund og god barndom, for ellers ender vi ikke ud med gode og sunde mennesker og en verden, der er til at trives i for flest muligt. Måske er det naive og idealistiske tanker, jeg her deler, men det er faktisk dem, der har motiveret mig til at give alt, hvad jeg har for dette speciale. Fordi jeg synes, det giver mening. En anden grund er, at der ikke er rutinearbejde eller gentagelsespræget arbejde i specialet, og man keder sig aldrig i et speciale, der dækker 0-18-årige og deres familier. Og så er børne- og ungdomspsykiatrien, det lægefaglige speciale jeg har været i, hvor jeg er blevet modtaget, som den jeg er med nysgerrighed og respekt og er blevet behandlet ordentligt af ældre kollegaer, og som møder alle patienter værdigt og involverende og har mere tid til at følges med dem end mange af de somatiske specialer.

Om tvivl:

Jeg har ikke været i tvivl om valg af speciale, men jeg har haft svært ved at trives med de fravalg, det har bragt med sig. Den mere officielle lægerolle, med hvid kittel, stetoskop om halsen, akut beredskabet fra traumekaldene og den umiddelbare gevinst ved at redde mennesker i nød, har været svær at give afkald på.

Om faglige muligheder:

Specialet favner så bredt, at der næsten er uendelige veje at gå i forhold til udvikling. Der er udvikling inden for enkelte diagnosegrupper, et særligt fokus på en specifik aldersgruppe, forskning, psykoterapi (forskellige retninger), medicinske behandlingsmetoder, tværfagligt samarbejde, tværsektorielt samarbejde, uddannelse af alle involverede faggrupper, optimering af medicinsk behandling, at kunne være fagpolitisk aktiv og deltagende i den offentlige debat, supervisere og fungere som konsulent for behandlingsinstitutioner og andre afdelinger på sygehuse, forebyggende arbejde, ledelse mm. Det, der skal til for at udnytte mulighederne, er, at man træffer nogle valg og fravalg og kan prioritere fokusområder.

Om hverdagen som uddannelsesansvarlig overlæge:

Min opvækst i specialet har været præget af manglende børne- og ungdomspsykiatrisk arbejdskraft, og at den arbejdsstyrke, der var, var bygget op af ildsjæle. Ledelse- og uddannelsesansvar var noget, man fik, fordi der ikke var andre, og jeg er også i starten af min karriere kommet let til disse poster. Men jeg har sat en ære i at leve op til det ansvar, der følger med dem. Jeg har hele min karriere ønsket mig flere ligeværdige børne- og ungdomspsykiatere. Flere at lege med og udvikle mig med, samt udvikle specialet med, og jeg har set det uddannelsesmæssige ansvar som en vej til at formidle om og rekruttere til specialet, samt uddanne. Jeg bruger enhver lejlighed, jeg har i klinikken til at videregive mine erfaringer. Jeg uddanner, sparrer, superviserer, og jeg forsøger hele tiden at blive bedre til at give feedback – positiv som udviklende. Helt konkret, betyder det også, at jeg er i kontakt med hele organisationens gruppe af yngre læger, og jeg hører, hvad der rør sig, hvad der er godt og mindre godt og med kombinationen af min ledelsesrolle, kan jeg bringe dette ind i hele organisationen og forhåbentlig bidrage til, at den også kan udvikle sig, når der er behov for dette.

Om godt udbytte af I- og H-forløb:

I et i-forløb er det væsentligste at få en introduktion til specialet, så man bliver bekendt med, hvad specialet indeholder, og hvorledes lægerollen i specialet er, for at man på et ordentligt grundlag kan beslutte, om specialet egner sig til en, og om man egner sig til specialet. Altså stifte bekendtskab med den mest almindelige børne- og ungdomspsykiatri. I et h-forløb er opgaven at uddanne sig til kompetent speciallæge inden for børne- og ungdomspsykiatri med alt, hvad det indebærer af nuancer. For mig er fagligheden og selvstændigheden væsentlig, og så er den kommende speciallæge-rolle vigtig at få øvet på, inden man reelt er speciallæge.

Om krav til uddannelsessted:

Uddannelsesstedet bør gøre, hvad der står i dets magt for at sikre, at specialet får en tilvækst med kompetente speciallæger i børne- og ungdomspsykiatri og benytte enhver lejlighed til at dele ud af sin viden. I den henseende mener jeg, vi har pligt til at videregive specialets historie og sikre, at det er den børne- og ungdomspsykiatriske faglighed, vi underviser i, og ikke hvorledes vi kan gøre det som nutiden, systemets regler og retningslinjer alene fordrer. Til tider skal man vide, hvad der fagligt er nødvendigt for at hjælpe et barn/en ung, også selvom det ikke kun er det, der fremgår af retningslinjerne, eller hvad der lader sig gøre med de tildelte ressourcer. Så må man med faglig argumentation beskrive, hvad der skal til og tillægge dette hvor muligt.

Om krav til kommende speciallæger:

Man skal observere og lytte og være oprigtigt nysgerrig og stille spørgsmål. Man skal afprøve sig selv og hypoteser og eftersøge feedback fra troværdige dygtige fagpersoner – læger, psykologer, sygeplejersker og socialrådgivere m.fl., man mener at kunne lære noget af.

Om vinkel på specialet:

Jeg sætter en ære i at holde mig opdateret i vores fag og være veluddannet inden for det. Jeg mener altid, det faglige og velargumenterede har forrang for faggruppe og titler. Jeg mener ledelse og organisationer har godt af tydelige rammer, roller og strukturer, og at disse skal respekteres, men at der skal være plads til leg med faget og frihed under ansvar til fagpersoner. Og så mener jeg, at retningslinjer og regler er gode og fornuftige, men aldrig vil kunne favne enhver situation, og det derfor er meget vigtigt at sikre, at faglighed og ekspertise har forrang.

Om at arbejde tværfagligt:

Det er et område, der betyder meget for mig. Det kræver diplomatiske evner og en åbenhed over for andre oprigtigt at kunne samarbejde, og så kræver det en forståelse for hinandens fagligheder, kunnen og muligheder. Dem forstår man ikke uden at være nysgerrig. Jeg finder min inspiration til tværfaglighed og tværsektorielt samarbejde i miljøterapien og i de mentaliseringsbaserede, terapeutiske retninger, men der findes jo mange sprog for det samme. Relationer er væsentlige for samarbejde, og viljen til at indgå i en forpligtende, tryg relation er også vigtig. Hvor jeg arbejder, bruger vi AMBIT (adaptive mentalisation based integrative treatment) modellen til at forstå området, og jeg har sammen med min ledelsesmakker og Anna Freud Centeret skrevet et kapitel om tværsektorielt samarbejde til den kommende AMBIT-bog.

Om glæden ved arbejdet:

Mennesker, trivsel og udvikling. De mennesker, jeg ser i mit kliniske arbejde (familier), som vejleder, som leder, som UAO og i samarbejde med andre afsnit, instanser, får mig til at gå glad på arbejde. At følge med i deres liv, være nysgerrig ang. deres liv og sparre med dem om at blive de bedste versioner af sig selv og trives med deres hverdag. At kunne få lov at lægge bolden op til andre og se dem score. Det har altid været det, jeg har trivedes bedst med. Det bedste, jeg ved, er at se et barns glæde ved at være sig selv i hverdagen, en medarbejders stolthed over at lykkes, en leders succes med at opbygge et godt afsnit, en uddannelsessøgendes glæde og stolthed over at blive respekteret som medlem af specialet og blive mødt, som en der kan give og dele sin kunnen. Og hver eneste dag oplever jeg en lille bid af det.

Om at vælge et speciale og ende på rette hylde:

Find ud af med dig selv, hvad der er vigtigt for dig. Er det et godt arbejdsmiljø, monofaglige kolleger, tværfaglighed, en bestemt patientgruppe, arbejdstiderne, at kunne trives med arbejde og familie og vælg autentisk derefter. Find ud af hvad du er god til, og hvad der udfordrer dig optimalt. Find ud af om du oplever tilfredshed ved på kort sigt at reparere en brækket ben eller på langt sigt at lære en patient at kende og bliver tilfreds ved at støtte vedkommende med at leve med sin sygdom/handicap/udfordringer. Find ud af om du trives bedst med tæt samarbejde og mange meninger eller trives bedst med egne beslutninger og alene. Hvis du ikke aner hvor du skal starte, så start med fravalg – de er oftest lettere.

Om overraskelser ved specialet:

Mangfoldigheden, kompleksiteten og hvor bredt det spænder. Det, der overraskede mig i starten, var, at folk i specialet var nysgerrige mht., hvad jeg kunne, og hvad jeg mente om faget. Jeg skulle ikke bare svare, når jeg blev spurgt eller gøre, hvad der blev sagt, men var med på råd. Jeg blev respekteret som fagperson på en anden måde end jeg havde været vant til i andre specialer.

Om udfordringer ved specialet:

Det samme, som pirrer min nysgerrighed og som motiverer mig – kompleksiteten og integrationen af mange fagligheder og videnskaber. Herudover udfordrer det mig meget, at faget er så meget til diskussion af lægmand, andre faggrupper, politikere og offentligheden generelt, og at det ikke er os som faglige eksperter, der har ordet i de henseender, hvor det omhandler vores fag. Jeg forstår behovet for at sikre udredning og behandling og at sikre ligeværdig behandling for alle, men oplever de mere rigide og generelle udrednings- og behandlingsretter og pakker og retningslinjer begrænsende i faget, og jeg oplever en manglende respekt for, at vi som speciale ved, hvilken udredning og behandling, der er relevant ud fra forskning, litteratur, faglig erfaring mv., og at dette tilsidesættes af mere politisk prægede hensyn.

Om fremtiden for børne- og ungdomspsykiatri:

At vi bliver så dygtige som overhovedet muligt. At vi reelt kan hjælpe børn og unge med psykiske lidelser og ikke blot konstatere de har dem, men også tilbyde relevante behandlingstilbud sammen med instanser i primær regi. At vi bliver så dygtige og ikke til at komme udenom, at vores udredninger og vurderinger respekteres og efterspørges og omgærdes med samme respekt som en udredning for en fysisk lidelse.

Om man nogensinde bliver færdiguddannet i børne- og ungdomspsykiatri:

Det tror jeg ikke, jeg kan blive. Jeg vil blive ved at forsøge at vide alt det, der overhovedet skal til, og samtidig forsøge at give alt det videre til kommende speciallæger, jeg kan – og lære af dem. Jeg vil vedblive at være nysgerrig og værne om faget. Hele vores fag handler om udvikling – hos de børn og unge vi ser, hos familier, hos medarbejdere og i organisationer.