”Jeg bliver udfordret på alle syv lægeroller”

For Line Fløjborg betyder alsidigheden i at være speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri meget bl.a. set i forhold til vekslen mellem det akutte og de mere langstrakte forløb, hvor der er mulighed for at fordybe sig. Desuden er hun glad for samarbejdet med de forskellige faggrupper, som Line fortæller, at hun lærer meget af. Hun var aldrig i tvivl om specialevalg og gik derfor målrettet efter en H-stilling.

Line Fløjborg
Uddannelseslæge i Hoveduddannelsesstilling
Region Syddanmark

Om valg af speciale:

Jeg har altid været glad for arbejdet med børn. Interessen for børnepsykiatrien startede, da jeg var medicinstuderende og skrev mit kandidatspeciale på afdelingen. Her blev jeg taget rigtig godt imod. Jeg kombinerede det halve år med at være lægevikar, hvor jeg havde funktion som forvagt.  Jeg synes, at specialet har en perfekt alsidighed i forhold til vekslen mellem det akutte og de mere langstrakte forløb, hvor der er mulighed for at fordybe sig. Jeg bliver udfordret på alle syv lægeroller, i særdeleshed kommunikation, samarbejder og medicinsk ekspert. Det tiltaler mig særligt, at jeg kan bruge mig selv og det relationelle i forbindelse med min lægerolle. Desuden er jeg rigtig glad for samarbejdet med de forskellige faggrupper, og jeg lærer virkelig meget af det.

Om tvivl:

Lige siden, jeg som medicinstuderende skrev mit kandidatspeciale på afdelingen og samtidig var lægevikar, har jeg ikke været i tvivl om, om det var det rigtige. Jeg kunne med det samme mærke, at specialet var mig og er efterfølgende gået ret målrettet efter en H-stilling. Jeg har derfor ikke haft I-stillinger i andre specialer, hvilket måske er lidt atypisk, men det rigtige i mit tilfælde.

Om hurtigt at få mulighed for at forske:

Lige fra jeg begyndte i min intro-stilling, har jeg modtaget info om forskning på afdelingen og om projekter, man kan være en del af. Det har desuden været nemt også selv at opsøge info om det, og jeg oplever at man bliver taget meget godt imod, hvis man er interesseret i forskning. Lige nu har jeg mest fokus på klinikken, men jeg det er vigtigt for mig, at muligheden er der, hvis jeg en dag får lyst til at forske.

Om forskningens betydning for en selv som speciallæge:

Det har givet mig meget, da det egentligt var den gode oplevelse med kandidatskrivningen, som var med til at gøre mig så glad for det børne- og ungdomspsykiatriske speciale. Det har helt klart påvirket mit valg af speciale, fordi jeg oplevede stor seriøsitet og imødekommenhed inden for forskningsdelen, hvilket var en god oplevelse som medicinstuderende. Dengang var jeg ikke så interesseret i forskning, og kandidatspecialet var i første omgang lidt noget som skulle overstås. Jeg blev dog meget overrasket over, hvor spændende jeg faktisk syntes, litteraturen var, og jeg brugte utrolig meget tid på at nørde alt muligt undervejs i mit kandidatspeciale. Noget jeg aldrig før havde troet, jeg ville have brugt tid på. Jeg fik virkelig øjnene op for, hvor fedt jeg syntes, specialet var under kandidatspeciale-skrivningen.

Om at bruge kandidatspecialet i det kliniske arbejde:

Jeg skrev bl.a. om tilknytningsforstyrrelser, og selvom det er flere år siden, jeg skrev kandidatspecialet, har jeg kunnet bruge den viden, jeg tilegnede mig dengang, i mit klinisk arbejde i dag. Jeg har siddet i ADHD-ambulatoriet i 2 år, hvor jeg har mødt mange børn, som havde en tilknytningsforstyrrelse. Her har jeg kunnet tænke tilbage på den viden, jeg tilegnede mig i forbindelse med kandidatspecialet og bruge den viden i klinikken.

Om at dygtiggøre sig:

Jeg synes, at terapidelen er særdeles spændende og vil rigtig gerne dygtiggøre mig inden for dette. I børne- og ungdomspsykiatrien fylder psykoterapi en stor del, og man får også en grundkursus heri. At være en god terapeut er noget, jeg kan bruge både i mit arbejde med patienterne, men også med kollegaer, pårørende og samarbejdspartnere.

Om en typisk hverdag:

Jeg har en vekslende dagligdag med både akutte problemstillinger og planlagte aktiviteter, hvor jeg kan få lov til at fordybe mig i psykopatologien. Hvis jeg har en ambulatoriedag, har jeg således planlagte aktiviteter. Det kan både være med børn, jeg kender og følger til f.eks. medicinkontrol, eller det kan være nye børn og familier, som skal i gang med et udredningsforløb. Når jeg er forvagt, er jeg en del af det akutte hos de indlagte patienter og hos de patienter, som møder op i psykiatrisk akutmodtagelse til en akut vurdering. Som med alt vagtarbejde ved man ikke, hvordan vagten forløber, og man kan stå i alt fra akut tvang til roligt stuegangsarbejde.

Om glæden ved arbejdet:

Arbejdet med børn og unge og at jeg er med til at sikre dem den bedst mulige trivsel. Dette i tæt samarbejde med f.eks. forældre og primærsektoren. At jeg får lov til at bruge mig selv i mit arbejde, og at jeg føler, at jeg kan gøre en forskel ved at være nærværende og ved egentlig bare at være mig. Og så synes jeg, det er virkelig spændende og givende, at vi er så mange forskellige faggrupper, som arbejder sammen, og som kan supplere hinanden.

Desuden gode kollegaer og godt fællesskab. I psykiatrien kan man stå i mange psykisk hårde situationer, og det er vigtigt at kunne dele dette med nogen, hvilket jeg oplever, at jeg kan med mine kollegaer fra alle faggrupper.

Om at vælge et speciale og ende på rette hylde:

Jeg tænker, at det er noget med at være åben og at lytte til sin mavefornemmelse. Jeg er jo måske lidt atypisk, idet jeg allerede, inden jeg var læge, vidste, at jeg ville være børnepsykiater. Så på den måde har jeg ikke været udfordret af det store specialevalg. Hvis man er i tvivl, synes jeg, at man skal prøve en masse forskellige specialer, indtil det en dag føles rigtigt at vælge at søge en H-stilling i et specifikt speciale.

Om udfordringer ved specialet:

Det både overrasker mig og udfordrer mig, hvor meget tid jeg bruger på sociale problemstillinger, som egentlig ikke har noget med psykiatri at gøre. Jeg oplever, at det fylder meget, specielt i vagten, hvor den psykiatriske skadestue i Region Syddanmark er åben og uden visitation. Det skal man nok forberede sig på, når man går ind i specialet. Hvis man skal se på fordele ved det, får jeg dog øvet mine kommunikative færdigheder en del.

Om fremtiden for børne- og ungdomspsykiatri:

Jeg vil rigtig gerne være med til at gøre specialet mere attraktivt og anerkendt inden for lægeverdenen. Jeg synes, at det er et sindssygt spændende speciale med enormt mange muligheder, og det fortjener virkelig at blive set som det.