”Man skal ikke tro, at det er et hyggenygge speciale. Det er ret hardcore”

Niels Patrick Gosden endte lidt tilfældigt i børne- og ungdomspsykiatri, da han oprindeligt begyndte i voksenpsykiatrien, men hans ph.d. drejede sig om unge. Som speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri fik han mulighed for at arbejde med både psykiatri, de unge og de pårørende: “Det er faktisk svært at diagnosticere de unge, og det, at det, er en svær opgave, synes jeg er sjovt.”  

Niels Patrick Gosden, ph.d.
Klinisk overlæge
Region Hovedstaden

Om valg af speciale:

Da jeg blev læge, var det enten almen praksis, psykiatri eller neurologi. Da jeg kom i turnus, fandt jeg ud af, at det ikke skulle være almen praksis. Det var simpelthen for ensomt at sidde ude i en klinik. Derfor kom jeg ind i voksenpsykiatrien. Grunden til, at jeg endte i børne- og ungdomspsykiatrien, var, at jeg gik i gang med at lave en ph.d., som skulle handle om unge, og der fik jeg et forskningssamarbejde med børne- og ungdomspsykiatere. Via ph.d.en havde jeg kontakt med unge mennesker, altså teenagere, og der tænkte jeg, at dette var meget fed aldersgruppe at arbejde sammen med – også fordi der var forældre med. Under studiet havde jeg passet på børn i respiratorer og indlagte børn på akut afsnit, og der syntes jeg, forældrene var enormt søde. Det var de mest motiverede pårørende, man kunne finde. Derfor tænkte jeg, at med børne- og ungdomspsykiatri kunne jeg arbejde med både psykiatri, de unge og de pårørende. Det var sådan set vejen ind i specialet samtidig med, at der var nogle mennesker omkring mig, som inspirerede mig til det. Jeg vidste også, at det ikke var børnene, jeg ønskede at arbejde med, det var de unge. Børnepsykiatrien er noget andet end ungdomspsykiatrien. Det er faktisk to lidt forskellige arbejdsfelter. De unges psykopatologi ligner mere de voksnes og er f.eks. depression og psykose. På det tidspunkt var det, det som interesserede mig mest.

Om tvivl:

Nej, slet ikke på noget som helst tidspunkt. Ud over, at psykiatrien er spændende, kan jeg godt lide, at målgruppen er nogle, hvor psykopatologien ændrer sig hele tiden. Det er faktisk svært at diagnosticere de unge, og det, at det er en svær opgave, synes jeg er sjovt. At det ikke er lige til – det er det heller ikke med voksne – men jeg synes, at i og med at sygdomsbilledet ændrer sig så meget i unge-årene, er det spændende. Det har det altid været, og det er det stadigvæk. Det har været det rigtige valg. Jeg er lidt langsom til at tage valg, men så plejer det til gengæld at hænge ved.

Om at forske og bruge forskningen i klinikken: 

Jeg begyndte at forske i 1999, og mulighederne var helt klart til stede. Men de er blevet meget bedre nu. På det tidspunkt var der ikke særligt meget forskning i børne- og ungdomspsykiatrien og slet ikke ph.d. Derfor var det ofte voksenpsykiatrien, man skulle ind i. Der begyndte jeg også, selv om det endte med at blive de unge, som var fokusområde. Mulighederne er meget bedre nu, da der er nogle store børne- og ungdomspsykiatriske forskningsenheder.
Det, jeg lavede, var ungdomsretspsykiatri, så jeg var ude se en hel masse unge i fængsler og lave en psykiatrisk vurdering af dem. Jeg lavede min ph.d., og så blev jeg kliniker og har ikke forsket siden. Det, jeg bedst kunne integrere fra min forskningsperiode, var at tænke metodemæssigt. Hvordan man indhenter viden, læser artikler og artikel-kritik. Man lærer rigtigt meget ved at forske, som man ikke rigtigt lærer systematisk, hvis ikke man f.eks. tager en ph.d. Jeg fremlagde min forskning i min egen kreds på mange forskellige måder og fik god mulighed for at formidle den viden, jeg havde. Både til fagfæller, og til bl.a. journalister, og det fik desuden en lille aktie i en politisk udvikling, så det var dejligt. Som kliniker savner jeg mere integration mellem forskning og klinik. Det er i for høj grad to separate enheder, og i klinikken kunne vi have stor glæde af at få ny viden fra forskningsenhederne.

Om at registerforske:

Min ph.d. var primært et klinisk studie, men der var skrivebordsarbejde. Man skal synes, statistik er sjovt og være god til det. Hvis man er til det, er Danmark et superfedt land til at registerforske i. Man er jo allerede 100 skridt foran store dele af verden mht. kvalitet i data. Vi havde nogle ph.d.-kurser, som gav et grundlag for, hvordan man bl.a. registerforsker, og så havde jeg nogle gode vejledere, hvoraf en af dem vidste meget om registerforskning og kunne kvalificere det. Dertil havde jeg en statistiker, som hjalp mig med store dele af det. Det var sjovt, men det er også rigtigt meget skrivebordsarbejde – det skal man kunne lide.

Om vinkel på specialet:

Jeg har primært arbejdet i intensiv psykiatri, akut døgnpsykiatri, og de seneste tre-fire år har jeg været i ambulatorier, hvor jeg arbejder med psykose, autisme, ADHD og depression. Nogle bliver henvist fra børneambulatoriet, når de bliver 14, men de fleste kommer og bliver udredt. Der er mange, som først bliver udredt med ADHD eller autisme, når de er teenagere. Jeg har valgt klinikken, fordi jeg gerne vil se patienter og være med til at behandle dem. Jeg kan godt lide at tale med de unge og deres forældre og prøve at få løst problemerne. Det er teenagere, man har med at gøre, og det er en sjov udfordring.
Jeg er også glad for at tale både fagligt og hyggeligt med mine kolleger. Jeg får rigtigt meget energi af mine kolleger. Det er ikke altid, man får helt så megen energi af sine patienter, fordi de har det rigtigt dårligt, og forældrene er jo i krise i større eller mindre grad, så der skal man levere noget hele tiden.
Da jeg var afdelingslæge, var jeg på et kursus, som hed ”vil jeg være overlæge?”. Det var et meget fint kursus, og de fleste af os tænkte efter kurset, at det ville vi egentlig gerne. Jeg har i mit arbejdsliv prøvet at søge alsidighed. Med ledelse handler det ikke alene om patienter, man er også med til at forme, hvordan den enhed, man er i, fungerer, og så kan jeg lide personaleledelse, hvor man via samarbejde prøver at få maskinen til at virke bedre.

Om at arbejde tværfagligt og tværsektorielt:

Vi løser en del af problemerne hos os, men meget skal også løses tværsektorielt. Vi skal identificere problemet og sende det videre til kommunen og til skolerne, men vi skal også beholde det, der er vores. Det synes jeg, vi gør med alle de lidelser, som er psykiatriske, som vi kan behandle, om det er medicinsk, eller om det er psykoterapeutisk etc. Jeg beholder mine patienter, indtil jeg synes, de er velbehandlede. Ofte bliver der spillet på flere strenge, både psykiatrien er i gang men også kommunen. Man arbejder som læge på et hospital, og så får man faktisk også lov til at arbejde med et andet system f.eks. kommunen, som også hjælper til med at få livet gjort bedre for disse børn og unge. Der er et kvalificeret samarbejde.
De er gode, når de går i gang, ligesom vi er gode, når vi går i gang. Der arbejdes med ligeværdighed. Det er godt, at der er flere sektorer, som prøver at løse problemet, for det kan ikke løses af én sektor.
Mht. til det tværfaglige tror jeg, at det svært for nye læger at komme ind i specialet, fordi de er somatisk opdraget på et hospital, der er meget hierarkisk, hvor lægerne har ordet, og lægerne ordinerer. I børne- og ungdomspsykiatrien er det også hierarkisk og lægerne, der ordinerer, men der er en bredere tilgang, og faggrupper får mere at sige, og det skal man have lyst til at være med i. Man skal have lyst til at dele opgaven. Jeg synes, der er en meget klar identitet de forskellige faggrupper imellem. Man ved, man har forskellige opgaver, og der er klare grænser mellem, hvad man gør. Derved får man belyst patienten og belyst familien på forskellige måder afhængig af hvilken uddannelse, man nu kommer med. Det giver helhed. Jeg lærer f.eks. rigtigt meget af psykologernes beskrivelse af, hvad der foregår med dette barn. De har en uddannelse, som gør, at de ser mennesket på en anden måde end psykiateren. Jeg er meget sygdomsorienteret, og de kan tage udgangspunkt i noget normalitet. Man får en bredere vurdering og en bedre kvalitet.

Om en typisk hverdag:

Jeg er i et ambulatorium, så det er en blanding af at se patienter hver dag og vurdere dem mht. udredning og behandling, og døren står åben så personale og kolleger kommer ind og stiller spørgsmål til løbende sager. Derudover er der kvalitetsudviklingsmøder f.eks., hvordan SP skal gøres bedre og så ledelsesopgaver som teamleder.

Om at være børne- og ungdomspsykiater:

Det er en integreret del af mig. Det er en meget vigtig del af min identitet, at jeg har et arbejde, at jeg fungerer i det, og at jeg er glad for det. Men det er sjældent, at jeg tager arbejdet med hjem. At man så tager tanker og bekymringer om patienterne med hjem, det er noget andet. Men man skal lære ikke at lade det fylde for meget. Det er svært, når man er ny, men det bliver nemmere, når man er lidt ældre. Men kun lidt nemmere – for ellers risikerer man at lukke ned for sin empati.

Om somatik og psykiatri:

Princippet er, at vi skal udelukke, at der ikke er en somatisk grund til for sygdommen, og vi bruger somatikken i forbindelse med medicinering, fordi kroppens funktioner ikke skal påvirkes negativt af medicinen. Det er meget med at holde øje med bivirkninger, og på den måde bruger man somatikken rigtig meget.

Om at vælge et speciale og ende på rette hylde:

Man skal vælge speciale efter lyst. Man skal prøve det af og tage I-stilling i det, man synes, er spændende. Man skal både forholde sig til, om man kan lide faget, og om man kan lide kollegerne, fordi faget er det, der hiver én hen og holder én i gang, og kollegerne er dem, der holder én i live – i hvert fald i psykiatrien. Der er brug for nogle rare mennesker omkring én, og dem er der rigtigt mange af, og ligeledes fornuftige mennesker er der også rigtigt mange af. Man skal ikke tro, at det er et hyggenygge speciale. Det er ret hardcore, når patienterne har det rigtigt dårligt, og dét er der nogen, der er skruet sammen til, og det er der nogen, der ikke er. Det er det, man skal finde ud af, når man tager sin I-stilling: Kan jeg egentlig finde ud af dette, er det sjovt, trives jeg ved det, eller bliver jeg skidt tilpas?

Om udfordringer ved specialet:

Et arbejdspres. Der er brug for, at vi ser rigtigt mange patienter, og vi strukturerer vores arbejdsdag mere rationelt, og det har vi gjort i mange år. Man løber hurtigere og hurtigere. Så det er hele tiden en balance mellem, hvor hurtigt man skal løbe, og hvor hurtigt man kan løbe. Det er ikke blevet nemmere med årene. Der er kommet mere fokus på det, men det er ikke blevet nemmere.
Jeg håber, at der kommer flere penge til psykiatrien. Hvis vi bliver finansieret, ligesom somatikken gør, tror jeg, der er rigtig mange ting, vi kan gøre bedre – arbejdsmiljømæssigt og for patienterne. Det mest udfordrende er at balancere ens personlige ressourcer i forhold til arbejdet. Det er hårdt arbejde at høre på folk, der har det psykisk dårligt, så man skal løbende passe på sig selv.

Om fremtiden for børne- og ungdomspsykiatri:

At psykiatrien bliver finansieret på samme niveau som somatikken, og hvorfor er det egentlig ikke sådan? Vi skal se mere på afstigmatisering, og de forskellige projekter, som bl.a. ”En af os” er enormt vigtige for, at vi alle bliver mindre bange for at tale om det. Jo mindre bange vi er, desto mindre skjult bliver det, og så kan det også være, at der følger nogle penge med i den sidste ende.