”Det bliver aldrig kedeligt”

”Man skal kunne lægge det fra sig. Hvis man selv bliver for ked af det, kan man ikke hjælpe dem. Man skal kunne gå hjem fra det og lade det være,” siger Gabriele Leth om at være en del af Grønlands-teamet. Et råd hun også mener er generelt gældende for speciallæger i børne- og ungdomspsykiatri. Det er ikke et speciale, for dem som ønsker noget stille og roligt.

Gabriele Leth
Overlæge
Familieterapeutisk Team og en del af Grønlands-team.
Region Hovedstaden

Om valg af speciale:

Det er en lille smule tilfældigt. Jeg havde en forestilling om at blive praktiserende læge med psykoterapi, mens jeg boede i Tyskland. Men så kom jeg til Danmark, og der er arbejdsbetingelserne for de praktiserende læger anderledes. Så jeg forlod den plan og tænkte, at psykiatrien måtte jeg prøve af. Jeg ønskede mig at arbejde med nogen, hvor der stadig er udviklingsmuligheder og et forandringspotentiale. Det er jo virkelig fascinerende, at man kan helbrede igennem snak. Det synes jeg er spændende. At kunne i nogle tilfælde ændre familiernes sammenspil og børnenes funktion blot igennem samtaler og opnå en varig ændring med det. Det syntes jeg er fascinerende.

Om tvivl:

Nej, ikke et sekund. Fordi det er muligt at bruge alle sider af sig selv. Ingen dage, ingen familie, ingen patient ligner den anden. Det bliver aldrig kedeligt, og der er altid en variation i det. Jeg er altid på som et helt menneske. Jeg er på med mit intellekt, fordi jeg skal finde ud af, hvad de fejler, jeg er på med min empati, mine evner til at snakke og mine terapeutiske evner. Jeg er også på som teamkoordinator og skal få et afsnit eller team til at fungere. Det hele kommer i spil, og jeg har selv en mulighed for at vægte, hvilke sider jeg gerne vil have mere eller mindre i spil. Jeg havde f.eks. mere diagnostik i en periode og har siddet som teamleder i ungdomspsykiatrien, og nu laver jeg noget helt andet.

Om vinkel på specialet:

Jeg har altid brændt for psykoterapi og for at arbejde med uddannelse. Det er de to kæpheste, som jeg har haft helt fra begyndelsen, og det er jo blevet ved. Nu er jeg teamkoordinator i et psykoterapi-ambulatorium. Så nu laver jeg ikke andet end terapi. Psykoterapi får mere plads og mere ret igen. Jeg tror, at det har haft en relativ stor plads for mange år tilbage i 80’erne og 90érne, hvor vi havde det terapeutiske samfund og tænkte meget terapeutisk. Og så har der været en periode, hvor man har tænkt meget diagnostisk og medicinsk behandling, og hvor meget af behandlingen derudover lå i kommunerne. Men jeg synes, at terapi har fået en revival, hvor det ses som vigtigt, og der er mulighed for forskellige typer terapi. Det får mere plads igen, og det er dejligt.

Om at holde sig opdateret:

Lige for tiden er jeg under uddannelse til narrativ terapeut, fordi det team, jeg arbejder i, er et narrativt team. Man kan ikke være koordinator af et team af narrative specialister uden selv at kende til den terapi. Det er nemt at finde gode kurser, det er sværere at få dem bevilget. Man skal lægge en del timer i at dygtiggøre sig, men det gør livet interessant. En af de ting, som er vigtig, når man bliver ældre i faget, det er ikke at brænde ud. Det optager mig meget, hvordan man kan holde energien i det, hvordan man kan holde sig begejstret og holde sig rask, altså hvordan kan jeg undgå at blive stresset, og hvordan kan jeg undgå at blive en sur gammel kvinde, der ikke gider noget. Der er det jo vigtigt, at man skifter en gang imellem til noget nyt og derved passer på sin egen energi og glæde. Lige for tiden læser jeg primært bøger, fordi når man er under uddannelse, har man så meget faglitteratur, som skal læses, så der når jeg ikke andet. Men ellers forsøger jeg at læse  artikler, så vidt jeg kan og snakker med kolleger og gå til de kurser, jeg overhovedet kan finde.

Om en typisk hverdag:

Jeg har typisk tre familier i terapi på en dag, altså psykoterapi med familier. Vi arbejder i teams. Jeg er altid sammen med en kollega, en psykolog eller en sygeplejerske. Når vi har set en familie, har vi skrevet på en planche, så der står en masse ord som er familiens, og bagefter skriver vi en terapeutisk e-mail til familien og refererer mange af de ord de har fundet, samtidig med at vi har nogle overvejelser eller tanker som vi tilbyder familien. Og næste gang familien kommer, læser vi den e-mail op, og så er man meget godt på sporet. Det er meget, meget effektivt. Derudover er der konferencer, supervision af yngre læger og diverse administrative opgaver i øvrigt.

Om at arbejde tværfagligt og tværsektorielt:

Jeg arbejder på et meget tværfagligt afsnit. Man arbejder jo altid meget tværfagligt i børne- og ungdomspsykiatrien. Det er noget af det dejlige ved det, at der er så mange fagligheder ind over. Man har altid mange forskellige syn og vinkler på og inspirerer og supplerer hinanden. Og så arbejder vi tværsektorielt med rigtig mange netværksmøder med skoler, opholdssteder og med kommuner om vores familier og patienter, så de får den bedst mulige støtte. Man skal kunne lide at arbejde tværsektorielt, og man skal have en forståelse for kommunernes arbejdsbetingelser. Man skal evne at tage sin patients parti og sige, hvad patienten har brug for samtidig med, at man har en forståelse for, hvordan kommunerne arbejder, og hvilke rammer de er underlagt. Det kræver gode samarbejdsevner. Det er ikke et speciale for sololøb.

Om at arbejde i Grønland:

Jeg er en del af Grønlands-teamet, og har i den forbindelse ydet konsulenthjælp de sidste fire år. Jeg er deroppe to uger om året på en konsulenttur, kaldet en kystrejse. Der er en fast børne- og ungdomspsykiater i Nuuk, men på kysten kommer der kun børne- og ungdomspsykiater en gang om året. Jeg kan rigtig godt lide det. Det er udfordrende.  Når man er i Nuuk, har man dansk talende patienter, der som regel er sådan rimeligt velfungerende. Jo længere man kommer ud nordpå eller østpå, jo færre taler dansk. Jeg har lige været i Østgrønland, og der er alle samtaler tolket, og tolkningskvaliteten er ikke altid særlig god, eller det er meget svært at tolke. Så man er ofte meget, meget udfordret i kommunikation. Der er store sociale problemer – altså mange sociale tilfælde mere end egentlig psykiatri, men min opgave er at finde det psykiatriske i al støjen. Det er familier med meget dårlig økonomi, det er børn af alkoholikere, og det er misbrugte børn. Det er overvældende, og det skal man så kunne holde til og holde fokus i. Hvis man selv bliver for ked af det, kan man ikke hjælpe dem. Man skal være psykisk rask i specialet. Det gælder generelt, at man skal kunne gå hjem fra det. Jeg ser nogle yngre læger, der bliver meget berørt følelsesmæssigt, og det er i længden ikke særligt godt. Man skal have sin menneskelighed i orden og sin moral i orden, men man skal også kunne sige, dét er deres liv, og det er ikke mig, der har ansvaret for det hele. Hvis man ikke kan lægge det fra sig, tror jeg, at man slider sig selv op. Man kan vælge at blive enormt frustreret, der er masser af frustrationer, men man kan også tænke konstruktivt og gøre sig nogle tanker om, hvordan man i længden kan bevæge noget her, og nu giver jeg min lille del med, og det er det jeg kan.

Om overraskelser ved specialet:

Hvor krævende det i virkeligheden er. Jeg ser nogen, der går til specialet og tænker, det er sådan lidt hyggeligt, så ser man de der børn, og så har man det lidt stille og roligt. Hvis man har en forventning om at arbejde i  et roligt speciale, hvor man ikke er udsat for stress-belastning, er man gået forkert. Det er et speciale, hvor man er på, og man kan komme ud for store krav om egen tidsstrukturering. Man skal styre sin kalender, og man skal styre tidsplan og tidsramme. Det er også et læringspunkt at kunne det. Der er altid mere at tale om. Man skal også kunne stoppe, og det er sværere end at starte.

Om at vælge et speciale og ende på rette hylde:

Jeg bliver så inderligt glad af at se vækst, og hvordan nogen får fodfæste og kommer i trivsel og bliver uafhængige af mig. Og det gælder både yngre læger, når jeg har dem i uddannelsen, og de familier jeg ser i terapien eller til anden behandling. Det, synes jeg, er en stor glæde. Jeg tror, man skal være indrettet til at se de små fremskridt. Hvis man gerne vil have nogen helbredt hurtigt, skal man blive kirurg. Tage den der blindtarm ud, og så er det fikset. Sådan er det jo ikke i vores speciale. Man skal derfor få øje på de små fremskridt og kunne glæde sig over dem. Man skal ikke ville for meget, men have tålmodighed.

Om fremtiden for børne- og ungdomspsykiatri:

Det er vigtigt, at der er mulighed for, at diversiteten bevares. At man som læge både kan gøre som jeg og gå ind i psykoterapien, eller for eksempel arbejde med indlagte børn og unge, eller at man kan arbejde i  det ambulante område med diagnostik. Sådan at man inden for specialet kan vælge et sub-speciale. Der er mulighed for at komme i en arbejdsramme, der passer til en. Det er jo godt, at vi er så forskellige. Børne- og ungdomspsykiatrien spænder bredt, og det er virkelig dejligt. Man får jo prøvet det hele i sin uddannelse, og derefter kan man vælge, hvad man er mest til og søge derhen og dygtiggøre sig.