”Jeg har altid været interesseret i at udvikle og prøve at forstå bevæggrunden bag en given adfærd – at al adfærd er kommunikation, hvor vi skal afkode sproget og lære at lytte,” siger Linda Hardisty Bramsen.
Foto: Bjarke Ørsted

”Jeg blev hængende – jeg kunne ikke andet”

Linda Hardisty Bramsen er ledende overlæge i Region Nordjylland og formand for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab fordi, det ligger i hendes natur at tage ansvar. Når mulighederne for udvikling har vist sig, har hun slået til. Der har aldrig været grund til at fortryde valgt af speciale. ” Jeg har været så heldig, at jeg har fundet de fleste områder af vores fag spændende.”

Linda Hardisty Bramsen
Ledende overlæge, Region Nordjylland
Formand for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab

Om valg af speciale:

Mit første møde med faget var på universitetet, hvor jeg blev inspireret af en fremragende underviser (prof. Per Hove), som underviste om ADHD. Jeg kunne faktisk lide mange fag på studiet, så jeg tænkte ikke nærmere over det – ud over at eksamenslæsning det semester var lidt mere spændende. Under mit kliniske ophold i slutningen af studiet var jeg så heldig at komme på ungdomspsykiatrisk sengeafsnit i Risskov, og her fik jeg indsigt i, at den helhedsorienterede forståelse og tilgang til børn, unge og deres familier var den helt rette kontekst for mig at arbejde i. Jeg oplevede at have mulighed at dykke ned i fagligheden og fandt psykopatologi meget interessant, hvor der var respekt for tværfaglighed, og hvor samarbejdsevner og kommunikationsevner var i højsædet. Jeg lovede mig selv, at jeg ville prøve faget af i en introstilling efter turnus. Under min turnus fandt jeg langsomt ud af, at jeg var mere interesseret i ”samtalen” som instrument, og når jeg f.eks. skulle indlægge patienter, som havde taget en overdosis panodiler i selvmordsøjemed, opdagede jeg, at jeg ikke kun var optaget af at igangsætte den somatiske behandling for at redde leveren, men faktisk var meget optaget af at skabe en tryg relation med patienten ift. baggrunden for handlingen. Jeg erfarede, at jeg i almen praksis ikke oplevede at have tid nok til at snakke om det, der var det vigtigste – det, der lå bag om alt det usagte og ofte var årsagen til manglende bedring. Jeg oplevede ret hurtigt at have denne mulighed i børne- og ungdomspsykiatrien – at have tiden til mødet med familien. Jeg fandt psykopatologien meget spændende og trivedes i at arbejde tværfagligt med muligheden for at have kontakt med skoler, børnehaver og kommuner i øvrigt, når vi skulle udrede og behandle det enkelte barn. Så derfor blev jeg hængende – jeg kunne ikke andet.

Om tvivl:

Nej, aldrig – jeg var i starten søgende efter den lægefaglige identitet, men det kom stille og roligt ift. at bliver klar over, hvad opgaven i tværfagligheden gik ud på, og hvem der stod for hvad. Der blev også oprettet supervision for os yngste læger i specialet, hvor fokus netop var at finde sig til rette i dette speciale, hvor paraklinik og klare svar på alt ikke var det, der lå som den primære opgave.

Om vinkel på specialet:

Jeg har været så heldig, at jeg har fundet de fleste områder af vores fag spændende. Jeg har både kunnet lide at arbejde med små børn og forældrene, skolebørn og unge. Jeg endte dog med at vælge min første afdelingslægestilling i et alment ungdomsambulatorium. Dette skyldtes både den leder, der var i det pågældende ambulatorium og målgruppen med de unge, hvor der ofte også er lidt udfordringer ift. teenageproblematikker og forældrene. Jeg erfarede, at jeg ikke var bange for de konflikter, der kunne opstå, og jeg var også ret glad for vagterne. Da jeg startede i B&U psykiatrien i Risskov, havde vi fællesvagt med voksenpsykiatrien. Jeg tog en del vagter i voksen-regi efter, at vi fik vores eget B&U vagtlag, og jeg fik her indblik i, hvordan mani og psykose ser ud, når det er mere ”rent” og ikke til at tage fejl af. Hos de unge ser man ofte en kortere eller længere periode med et lidt ”mudret” klinisk billede, hvor alt eller intet kan være under opsejling. At se de mere tydelige kliniske billeder hos de voksne og få erfaring med f.eks. medicinering af voksne gav mig en kæmpe ballast ift. at vælge ungdomspsykiatrien. Jeg fik også ret hurtigt interesse for ungdomsretspsykiatrien og tog Retspsykiatrisk Ekspertuddannelse, hvor vi fik opbygget et afsnit med høj faglighed og retspsykiatrisk ekspertise. Jeg har altid været interesseret i at udvikle og prøve at forstå bevæggrunden bag en given adfærd – at al adfærd er kommunikation, hvor vi skal afkode sproget og lære at lytte. Dette var baggrunden for, at vi i ungdomspsykiatrisk sengeafsnit, hvor jeg havde min første lederstilling, fik skabt en unik samarbejdsmetode med et socialpsykiatrisk opholdssted ift. at se på, hvordan vi kunne give en bedre behandling til den andel af unge (piger), der blev indlagt grundet ofte svær og livstruende selvskade, idet tvang næsten også var blevet en slags selvskade-by-proxy. Dette store arbejde med at nedbringe og forebygge tvang gik dermed fra at være noget, som SST sagde, vi skulle, til at være en kerneopgave ift. at yde den bedste behandling, hvor vi inddrog de unge selv og bostederne. Her fik jeg også indblik i, at man kan opnå rigtig meget, når man på ledelsesniveau insisterer på et samarbejde ved at byde sig selv til først – og man går efter at dele opgaven på den måde, der på et givent tidspunkt, giver mening.

Om ønsket om at være leder:

Jeg tror måske altid, at jeg har søgt disse positioner – ledelse (formelt og uformelt) i mit liv. Da jeg havde fået min H-stilling, blev der i Region Midt etableret et såkaldt ”Ledelsesakademi”, hvor 14 H-læger fra psykiatrien (10 fra voksen og 4 fra B&U) blev udpeget til at deltage. Her startede det hele. På dette kursus fik vi indblik i, hvordan vi som hospital (organisation) var politisk styret af den til enhver tid siddende regering – med regionen, hospitalsledelsen (= psykiatriledelsen) og afdelingsledelsen med ledende overlæge som den ”hierarkiske” inddeling. Vi fik indblik i, hvordan den organisatoriske opgave var på forskellige niveauer, var og hvilken betydning det havde for os som ”almindelige” læger. Det var noget over det at oversætte en politisk dagsorden til en fælles kerneopgave for nogle medarbejdere, så vi kunne give den bedste behandling. Jeg blev noget overrasket over, hvor mange i ledelseslagene, der ikke formåede at holde fokus på ”bolden” – altså opgaven og dette var nok drivkraften til at forsætte ret hurtigt i ledelsesretningen, da jeg blev speciallæge. Lige så stille påtog jeg mig opgaver af organisatorisk art, og det fandt jeg helt naturligt.

Om at være leder indenfor børne- og ungdomspsykiatri:

Min erfaring siger mig, at de fleste medarbejdere i vores fag er meget ærekære på den gode måde. De yder meget, har tendens til at tage meget ansvar, ”mærker” meget efter og er ofte meget kommunikerende og insisterende på inddragelse og medbestemmelse. Dette er gode egenskaber, når det ledes godt – men kan være meget udfordrende for en leder, som selv måske har tendens til ”quick fixes” – eller det modsatte. Det kan også være svært, hvis du som leder er konfliktsky og har svært ved – i tæt samspil med personalet – at blive klar på, hvad kerneopgaven er lige præcis på dit ambulatorium eller i din sengeafdeling og herefter insistere på at følge den retning. Jeg tror også, at vi alle af og til kan have tendens til at gøre ”for meget ” i en sag, og her er det vigtigt at hjælpe med at forblive i sin professionelle rolle – vi ryger alle i, da vi jo som udgangspunkt er empatiske mennesker. Derfor er det også essentielt at kunne hjælpe med at afgrænse vores opgave på en ordentlig og tillidsfuld måde, så man som medarbejder ikke føler sig devalueret og uprofessionel.

Om at indgå i arbejdsgrupper i SST og SUM:

Jeg tror igen, at tendensen til at stikke næsen lidt frem har gjort, at jeg tidligt har fået nogle opgaver, som jeg er vokset af. Jeg har lært utrolig meget af at sidde med, når ”de gamle” i faget drøftede – og langsomt fået afkodet, hvordan man i et større, nationalt forum kan få sine synspunkter med, og hvordan man som et lille lægefagligt speciale også kunne komme på dagsordenen.

Om at være fagpolitisk aktiv i BUP:

Jeg deltog allerede som I-læge i årsmødet i BUP og fandt det meget inspirerende at få mulighed for networking og faglig sparring på tværs af landet. Da jeg som næsten færdig speciallæge var til årsmøde, hvor der var en ledig plads i bestyrelsen, blev jeg opfordret til at stille op. Jeg har aldrig været udpræget bange for at lave fejl – så jeg tænkte, at det kunne være spændende at prøve af. Læringskurven var meget stejl – og her skulle man igen lære en helt nyt side af fagligheden at kende. Det var så lærerigt at sidde og lytte til de overlæger, som kendte den politiske arena godt, som kendte SST, og vi begyndte her at se på, hvordan vi kunne få vores lille faglige selskab frem i bussen. Vi ville frem og være proaktive.

Om at vælge et speciale og ende på rette hylde:

Hvis B&U psykiatri er et speciale, du finder spændende, så prøv det af! At ende på rette hylde er nok noget a la at møde den eneste ene (og blive dér). Man kan godt enkelte gange være heldig, at det sker uden nævneværdig indsats – men det kræver oftest også, at du selv lægger en indsats i dit specialevalg på den måde, at du er nysgerrig over for de muligheder, der viser sig, tager ansvar for egen læring og uddannelse, at du ikke er bange for at fejle (det er jo her, vi lærer mest) – og at du finder faget interessant.

Om overraskelser ved specialet:

Hvor meget min speciallægeuddannelse har lært mig om mig selv – at psyken er det mest spændende og sværeste at finde ud af – at vi dannes og er i kraft af relationer med andre, og at dette er i spil ved alle, ikke kun vores patienter og deres familier. At når man forbliver nysgerrig og ydmyg over for at forstå sig selv udefra og andre mennesker indefra, så går det sjældent helt galt. At indsigten i relationers magt og påvirkning ikke forsvinder, når du tager hjem fra arbejde – hvilket betyder, at en tur i Bilka kan blive ret så hård.

Om udfordringer ved specialet:

At vi bliver ved med at skulle diskutere, hvornår vi stiller hvilke diagnoser på tværs af regionerne, at vi har så svært ved at blive samstemt på landsplan. Det giver os store udfordringer, at vi ikke internt kan blive enige.

Om fremtiden for børne- og ungdomspsykiatri:

Vi skal have mere fokus på den lægefaglige rolle – hermed mener jeg, at vi som speciallæger faktisk uddannes rigtig godt i psykoterapi, så læger er også gode til terapi, foruden alt det andet, lægerne automatisk gør (medicin, psykiatrilov, vagtarbejde, udredning). Vi skal have fokus på at få gode læger uddannet godt og give mulighed for at lave meningsfuldt arbejde, herunder behandling, så man som speciallæge har lyst til at blive i hospitalsregi. Vi skal have ressourcerne til at give evidensbaserede behandlingstilbud, uanset om det er terapi og/eller medicin i hospitalsregi, når det er indiceret. Vi skal skabe en B&U psykiatri, der rækker ud over egne grænser på den måde, at vi stiller vores faglige ekspertise til rådighed som f.eks. konsulentbistand til vores samarbejdspartnere i primær sektor. At vi kan hjælpe med at sætte rettidigt ind med rette indsats til rette barn med rette faglighed.

Få nyhederne i din indbakke

Ønsker du at modtage nyheder fra børne- og ungdomspsykiatrien, så tilmeld dig helt enkelt her, skriv dit navn og din mailadresse og modtag løbende nyheder.

Twitter @BUP_DK

Følg vores tweets med fokus på bla.a. forskning, uddannelse af speciallæger og behandlingstilbud.

Følg os på Twitter

Indmeldelse

BUP-DK er medlem af Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber (LVS, tidl. DMS) og er tilsluttet European Society of Child and Adolescent Psychiatry (ESCAP).

Medlemskabet koster 1600,- kr. årligt, heraf går 300,- kr. til medlemskab af FYP, for hvem det er relevant. Det første års medlemskab er gratis.



Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab i Danmark
Mølleparkvej 10 | 9000 Aalborg | Tlf. 23 39 32 28