”Man skal være god til at bevare roen, holde overblikket og være ærlig”

Sophia Lindeberg er afsnitsledende overlæge på et afsnit med højtspecialiseret ungdomsretspsykiatrisk funktion og højtspecialiseret funktion ift. behandling af skizofreni og psykoser hos unge under 18 år, det kræver, at man er i stand til at sige det nødvendige, og så skal man have en vis portion robusthed, men sensitivitet over for det sårbare.

Sophia Lindeberg
Afsnitsledende overlæge
Region Hovedstaden

Om valg af speciale:

Jeg fandt det meget meningsgivende at arbejde med og hjælpe børn og unge, der har det svært i deres liv. Det er ofte hele familier, der er i krise, når de kommer ind til os og beder om hjælp. Her er det utroligt meningsgivende at se, hvor meget vi kan hjælpe barnet, den unge og familien til en bedre hverdag end den, de havde, da de kom ind til os. Desuden er arbejdsopgaverne meget alsidige. De spænder vidt, fra kompliceret udredning til en travl hverdag med mange forskellige problemstillinger. Endelig udfordrer børne- og ungdomspsykiatrien én på alle de syv lægeroller, og det synes jeg er virkelig fedt – at bruge mine evner på så mange områder.

Om tvivl:

Da jeg oplevede, hvilken forskel vi kan være med til at gøre for familier, var jeg ikke i tvivl. Men som mange andre var jeg i tvivl, inden jeg valgte speciale. Et valg rummer jo også altid et fravalg. For mig var det dog en lettelse af vælge speciale og fremtidigt fokusområde.

Om at være på et afsnit med højtspecialiseret ungdomsretspsykiatrisk funktion:

Det er på én og samme tid en både givende og krævende stilling. Det, der karakteriserer stillingen, er dens bredde, både ift. de områder, kompetencer og discipliner man som afsnitsledende overlæge kommer i berøring med eller skal bringe i spil. Men også i forhold til ens personlige egenskaber – både dem man besidder, og dem man bør arbejde på at forbedre og udvikle hos sig selv. Det kan f.eks. være det samtaleterapeutiske. Det er meget spændende at arbejde med nogle af de mest syge børn, fordi vi i dag også ofte lykkes godt med at hjælpe dem videre til en bedre hverdag. Det er en stor glæde at se, at vores behandling flytter dem fra f.eks. at være forpinte og indesluttede og måske aggressive til at åbne op og respondere på den ofte langvarige behandling, de får hos os.

Om rollen som børne- og ungdomspsykiater på afsnittet:

Man er ansvarlig for udredningen og for at planlægge behandlingen for det enkelte barn. Selve kontakten til det enkelte barn og forældrene kan variere, men det er speciallægen, der lægger den overordnede strategi, leder forløbet og i sidste ende selvfølgelig også har det egentlige ansvar for forløbet. Det er både diagnostisk og behandlingsmæssigt kompliceret. Det er lidt ”det muliges kunst”, og der findes begrænset med retningslinjer. Desuden er det et lidt ”forsømt” område og derfor også et vigtigt felt at få mere viden om, hvad der virker.

Om muligheder for faglig udvikling:

Nogle gange er der måske næsten for mange muligheder – og for lidt tid. Forstået på den bedste måde. Det var faktisk et af de forhold, jeg fandt særligt godt ved specialet, at der var mange og brede udviklingsmuligheder, og at det samtidigt var let tilgængeligt. For eksempel er der rigtig gode muligheder for at forske, hvis det er det, man vil. Og så er børn og unge et område, som har stor, politisk bevågenhed. Det er positivt, at det bliver prioriteret, for det giver også nogle muligheder for os der arbejder på området.

Om samarbejde med forældre/pårørende:

På døgnafsnittet har jeg et sted mellem tre til fem pårørende/forældresamtaler om ugen, men det kan skifte en del afhængigt af de forløb, vi aktuelt har.

Om tværfagligt og tværsektorielt samarbejde:

Det er spændende at arbejde tværfagligt og tværsektorielt, og det er helt afgørende, når man arbejder med børn og unge. Det er selvfølgelig også svært og tidskrævende – og noget vi skal blive meget bedre til. Et godt tværsektorielt samarbejde har nemlig stor betydning for børnene og deres familie, og for at de får den rette hjælp og støtte f.eks. efter en udskrivelse. Somme tider har man en mere ledende og koordinerende funktion, andre gange er den mere faglig og rådgivende. Man har sjældent suverænt beslutningskompetence som i andre specialer, men ens bidrag skal afstemmes med andre fagpersoner. Det er lidt mere omstændeligt, men giver i sidste ende ofte god mening for det enkelte barn. Det kræver at man tænker i helheder frem for detaljer.

Om samarbejdet med andre lægefaglige specialer:

Enkelte speciallæger i faget har hyppige, planlagte fælles møder med andre speciallæger i andre specialer, men det typiske er mere ad hoc ift. sparring på enkeltstående patientforløb. Her inddrager vi somatiske læger, hvis det er nødvendigt. Nogle steder arbejder de mere sammen med somatikken end andre. For eksempel spiseforstyrrelsesområdet.

Om arbejdet på intensivt/lukket døgnafsnit for unge:

Det kræver først og fremmest, at man har en oprigtig interesse i og lyst til at hjælpe unge med ofte meget vanskelige udfordringer. Jeg tror, det er vigtigt, at man er god til at bevare roen, holde overblikket og være ærlig. Man skal også være i stand til at sige det nødvendige – og til tider svære – og kunne træffe de nødvendige beslutninger. Man skal være åben, nysgerrig og opmærksom og tænke sig om. Samtidig skal man være vedholdende og fleksibel på en og samme tid – lægge både kortsigtede og langsigtede planer. Man skal nok have portion robusthed, men også en have sensitivitet over for det sårbare.

Om somatik i psykiatri:

Det somatiske speciale fylder ikke ret meget i hverdagen, men det af stor betydning at have en solid somatisk viden og erfaring. Det giver et godt fundament for mange beslutninger, det letter differential-diagnostikken og giver tryghed ift. mange problematikker. Desuden er den lægelige metode og kliniske tækning, særligt ift. prioritering, som man lærer i somatikken, en stor styrke ift. de meget komplekse forløb i børne- og ungdomspsykiatrien.

Om glæden ved arbejdet:

At se og opleve børn og unge få det bedre trods store udfordringer. At skabe trivsel og udvikling for de medarbejdere, der er ansat på ens afsnit. Patienterne og familier er omdrejningspunktet og i centrum for det hele, men medarbejderne og arbejdspladsen er forudsætningen for at den gode og kompetente behandling kan ydes.

Om at vælge et speciale og ende på rette hylde:

Prøv det i form af en ansættelse. Søg en uklassificeret ansættelse og prøv det af. Desuden bør man tænke helhedsmæssigt, hvordan passer specialet ind i ens liv, både nu og på længere sigt? Hvordan passer man personlighedsmæssigt ind i specialet? Hvad kan man selv bidrage med? Brænder man for det?

Det er vigtigt at stille sig selv disse spørgsmål.

Om overraskelser ved specialet:

At man hele tiden opdager nye dybder og nuancer, både fagligt som menneskeligt.

Om fremtiden for børne- og ungdomspsykiatri:

At specialet bliver større. Der er et behov for, at flere læger vælger specialet. Disse skal bidrage med øget viden og øget behandlingsmuligheder. Der er behov for mere forskning og for mere subspecialisering, for at diagnostikken og behandlingsmulighederne hele tiden forbedres og specialiseres. Desuden er der opgaver som ligger i andre specialer, typisk pædiatri og voksenpsykiatri, bliver ”hjemtaget” til specialet.