Månedens forskningsartikel januar 2024_Reg.Sjælland
Titel: Longitudinal Associations Between Use of Mobile Devices for Calming and Emotional Reactivity and Executive Functioning in Children Aged 3 to 5 Years | Child Development | JAMA Pediatrics | JAMA Network skrevet af Radesky et al fra University of Michigan.
https://jamanetwork.com/journals/jamapediatrics/fullarticle/2799042
Motivation
Håndholdte skærme, såsom smartphones, er i løbet af de seneste årtier blevet allestedsnærværende for både børn, unge og voksne. Udover kommunikation og underholdning, fungerer de for mange forældre også som redskab til afledning og beroligelse af børn. Det er omdiskuteret hvorvidt og hvordan det omfattende skærmforbrug, påvirker børn og unges naturlige udvikling og hvordan det spiller ind på deres trivsel. Mange forældre efterspørger retningslinjer ift. skærmbrug og forvirres over de mange modsatrettede råd, de får fra diverse eksperter og debattører. Denne artikel er et vigtigt bidrag til de verserende diskussioner.
Resumé
I dette prospektive kohorte studie ønskede man at undersøge om brugen af mobile enheder (smartphones) til at berolige småbørns følelser og adfærd var forbundet med langvarige vanskeligheder med deres eksekutive funktion og emotionelle reaktivitet.
Vi ved allerede, fra tværsnitsundersøgelser, at spædbørn med vanskeligt temperament, meget klagen, problemer med selvregulering og forsinket socio-emotionel udvikling har øget brug af tv og mobile enheder, men de kan i sagens natur ikke sige noget om årsagssammenhænge. Der er mangel på longitudinelle studier, der undersøger praksissen med at bruge mobile enheder til beroligelse af børn.
Dette longitudinelle studie undersøger 422 forældre med 422 børn i alderen 3-5 år med spørgeskemaer om skærmbrug, eksekutiv funktion og emotionel reaktivitet ved baseline samt ved en 3- og 6-måneders opfølgning. Oplysninger om brugen af mobile enheder som beroligelse til barnet blev afdækket med 5-points Likert skala fra spørgeskemaet Comprehensive Assessment of Famiy Media Exposure (CAFE). Oplysninger om barnets eksekutive funktion blev indhentet via Behavior Rating Inventory of Executive Function-Preschool Version (BRIEF-P), mens oplysninger om barnets emotionelle reaktivitet blev afdækket via subskala fra Child Behaviour Checklist-Preschool (CBCL-P). Sammenhængene blev undersøgt ved hjælp af modeller der testede konkurrente korrelationer, auto-korrelationer og kryds-bundne associationer.
Resultaterne viser at brugen af mobile enheder til at berolige børn, var forbundet med øget følelsesmæssig reaktivitet for drenge og børn med højere opstemthed, ved senere opfølgning, mens høj emotionel reaktivitet tidligere havde en mindre sammenhæng med øget brug af mobile enheder til beroligelse. De eksekutive funktioner var mere stabile over tid og det tyder ikke på at der er en sammenhæng mellem beroligelse ved mobile enheder og denne parameter. Man skal være opmærksom på at en stor begrænsning ved dette studie er at der kun blev benyttet et enkelt spørgsmål til at vurdere brugen af mobile enheder til beroligelsesformål. Målingen er brugt i tidligere studier, men ikke valideret mod objektive målinger.
Samlet set bidrager dette studie med ny viden om en longitudinel sammenhæng mellem brug af mobil til beroligelse og højere emotionel reaktivitet hos særligt drenge og børn med højere opstemthed. Studiet konkluderede at hyppig brug af mobile enheder til at beroligelse af små børn kan påvirke deres evne til at regulere deres følelser over tid. De foreslå at sundhedsprofessionelle med fordel at anbefale alternative måder at berolige børn på. Fremtidig forskning bør udvikle mere objektive måder at vurdere regulerende anvendelse af medier og forsøge om resultaterne kan reproduceres i forskellige kohorter og aldersgrupper. Herudover kunne det være interessant at få belyst sammenhængene over flere år.