Månedens forskningsartikel: ”Early treatment response as predictor of long‑term outcome in a clinical cohort of children with ADHD” – European Child & Adolescent Psychiatry, https://link.springer.com/article/10.1007/s00787-023-02158-z – Springer Link.
Artiklen er skrevet af Tine Houmann et al. og udgår fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Region Hovedstaden.
Motivation
Medicinsk behandling af ADHD kræver omhyggelig monitorering for at sikre bedst mulig effekt. Denne artikel udforsker de langsigtede effekter af medicinsk behandling med methylphenidat (MPH) hos børn med ADHD og de faktorer, der kan påvirke disse.
Resumé:
ADHD er en neuroudviklingsforstyrrelse, der ofte kræver medicinsk behandling som en del af den samlede terapeutiske tilgang. MPH er det primære præparat i behandlingen af ADHD hos børn og unge. Kortsigtede effekter af MPH er velbeskrevet, mens langsigtede effekter er dårligt belyst. Register- og kohortestudier antyder, at perioder med medicinsk behandling mindsker risikoen for ulykker, selvmordsadfærd og forbedrer skolepræstationer, mens de langsigtede effekter for voksne var uafhængige af medicin. Dette studie undersøger tidlig respons på MPH som prædiktor for de langsigtede resultater hos 7-12-årige med ADHD.
Således ønskede man:
1) at undersøge om et tidligt behandlingsrespons målt ved uge 3 og uge 12 efter opstart med MPH var associeret med symptomer og funktionsniveau ved opfølgning efter 3 år.
2) at undersøge hvor robuste resultaterne var, når man justerede for IQ, køn, psykiatrisk komorbiditet, maternelt uddannelsesniveau, forældre med psykisk sygdom samt symptom- og funktionsniveau ved baseline.
Dette prospektive opfølgningsstudie fulgte 148 børn i alderen 7-12 år med ADHD i en periode på 3 år hos Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden – ingen kontrolgruppe var inkluderet. Børnene deltog først i en 12-ugers behandling med MPH. Dosis af MPH blev tilpasset individuelt baseret på ugentlige vurderinger af virkning og bivirkninger. ADHD-symptomer og funktionsniveau blev målt ved brug af ADHD-Rating Scale (ADHD-RS) og Weiss Functional Impairment Rating Scale (WFIRS-P) ved baseline, uge 12 og efter 3 år (vurderet af forældrene). Behandlingsrespons blev målt af klinikere ved baseline, uge 3 (>=20% reduktion) og uge 12 (>=40% reduktion) på skalaen ADHD-RS-Clinician. Multivariate analyser blev udført for at undersøge sammenhængen mellem tidlig behandlingsrespons og langsigtede effekter, efter at have justeret for kendte faktorer som køn, alder og komorbiditet (se formål 2 ovenfor).
Man fandt på gruppeniveau, at ADHD-symptomer, målt ved ADHD-RS total score, faldt signifikant fra baseline (M = 41.9, SD = 13.2) til 12-ugers opfølgning (M = 23.7, SD = 10.9, p < 0.001), men viste en let stigning ved 3-års opfølgningen (M = 27.5, SD = 12.7, p < 0.001). Funktionsnedsættelse, målt ved WFIRS-P total score, faldt signifikant fra baseline (M = 41.6, SD = 19.4) til 12-ugers opfølgningen (M = 29.4, SD = 14.5, p < 0.001), hvilket indikerer forbedret funktionsniveau. Der var dog en let, men signifikant stigning i score ved 3-års opfølgningen (M = 35.6, SD = 20.2, p = 0.005). Tidlig behandlingsrespons efter 3 og 12 uger var signifikante prædiktorer for bedre langsigtede effekter i forhold til ADHD-symptomer, men kun behandlingsrespons efter 12 uger påvirkede funktionsniveauet positivt ved 3-års opfølgningen. Køn, alder, komorbiditet og baseline-symptomscore påvirkede også resultaterne, hvor kvindeligt køn, yngre alder og højere baseline funktionsnedsættelse var forbundet med dårligere resultater.
En klar fordel ved dette studie er, at det inkluderer en realistisk gruppe børn med ADHD.
Studiet er dog begrænset af manglen på en kontrolgruppe, hvilket gør det svært at afgøre, om ændringer i symptomer skyldes behandlingen eller andre faktorer. Studiet mangler også information om brug af MPH i perioden mellem uge 12 og 3-års opfølgningen, og endeligt må nævnes, at resultaterne baserer sig på en enkelt 3-års opfølgning.
Alt i alt peger dette studie på, at et tidligt behandlingsrespons på behandling med MPH efter 3 og 12 uger var signifikante prædiktorer for bedre langsigtede resultater i forhold til ADHD-symptomer. Dette understreger vigtigheden af nøje overvågning af behandlingen og overvejelser vedrørende ændringer i behandlingen, hvis et tidligt respons udebliver. Der er dog stadig behov for yderligere forskning for at bekræfte disse fund og udforske andre faktorer, der kan påvirke udfaldet for børn med ADHD på længere sigt.
