Månedens forskningsartikel – Juli 2023

Månedens forskningsartikel Psychometric validation of the full Yale food addiction scale for children 2.0 among adolescents from the general population and adolescents with a history of mental disorder – Horsager – European Eating Disorders Review – Wiley Online Library udgår fra forskningsprogrammet ”Madafhængighed, overvægt og psykisk sygdom” ved Forskningsenhed for Børne- og Ungdomspsykiatri, Psykiatrien, Aalborg Universitetshospital.

Motivation

Unge med en psykisk lidelse er i øget risiko for at udvikle overvægt og svær overvægt sammenlignet med unge fra baggrundsbefolkningen. Overvægten følger ofte med i voksenlivet, og kan have store konsekvenser for både det fysiske-, men i særdeleshed også det psykiske- helbred. Det er derfor vigtigt at undersøge mulige årsagsmekanismer til overvægt hos børn og unge, og hvilke der særligt kan være gældende for børn og unge med psykisk sygdom.

Resume

Madafhængighed, også kendt som ”food addiction” på engelsk, beskriver en patologisk afhængighed af højt forarbejdede fødevarer (højt indhold af forarbejdet sukker og fedt). Madafhængighed er defineret ud fra DSM 5 kriterierne for ”substance use disorder” og ligner både ift. symptomatologi og neurobiologi andre afhængighedstilstande af f.eks. alkohol og tobak. Madafhængighed der kan identificeres med rating-skalaen Yale Food Addiction Scale, er ikke accepteret i diagnosesystemerne, men forskning peger på, at madafhængighed repræsenterer en selvstændig tilstand.  Det er veldokumenteret, at afhængighedslidelser forekommer hyppigt hos mennesker med psykisk sygdom.  Desuden at unge er i særlig stor risiko for at udvikle afhængighedslidelser. Derfor var hovedhypotesen i dette studie, at madafhængighed ville være mere hyppigt forekommende hos unge med psykisk sygdom sammenlignet med unge fra den generelle befolkning.

Dette kombinerede survey- og registerbaserede tværsnitsstudie havde to overordnede formål. Dels at udvikle og validere en opdateret version af ratingskalaen Yale Food Addiciton Scale for Children version 2.0 (YFAS-C 2.0), som bruges til at identificere madafhængighed hos børn og unge. Desuden at estimere prævalensen af madafhængighed.Studiet er baseret på Food Addiction in Denmark (FADK) projektet fra 2018, som bl.a. indsamlede data på i alt 972 unge i alderen 13-17 år fra den generelle befolkning og fra en population med psykisk sygdom.

Resultaterne viste, at YFAS-C 2.0 er velegnet (psykometrisk valid) til at undersøge for madafhængighed hos unge i alderen 13-17 år. Desuden var madafhængighed mere end dobbelt så hyppig blandt unge med psykisk sygdom (11,2%) sammenlignet med unge fra den generelle befolkning (5,0%). Derudover fandt man, at madafhængighed var mere hyppig blandt piger og hos unge med overvægt, særligt svær overvægt.

Man skal være opmærksom på, at studiet er et tværsnitsstudie, hvilket udelukker muligheden for at konkludere noget vedrørende tidsmæssige aspekter af sammenhængen mellem madafhængighed og psykisk sygdom. Desuden var svarprocenten relativt lav (12-15%), hvilket nedsætter generaliserbarheden af resultaterne. Dog blev der udregnet vægtede prævalensestimater baseret på registerdata, som tog højde for bortfald.

Resultaterne fra dette studie peger på, at unge med psykisk sygdom oftere har afhængighedslignende spiseadfærd sammenlignet med unge fra baggrundsbefolkningen. Desuden at madafhængighed er hyppigere blandt piger samt blandt unge med især svær overvægt. Dette er det første studie, som benytter den opdaterede version af YFAS-C 2.0, og der er derfor behov for flere studier både i og udenfor Danmark til at underbygge resultaterne.