Kliniknær forskning til gavn for patienter og familie

Ambitionen for professor, dr. med Marlene Briciet Lauritsen, leder af Forskningsenhed for Børne- og Ungdomspsykiatri, er kliniknær forskning, der kan komme patienterne og deres familie til gavn. Målet er at forbedre børne- og ungdomspsykiatrien, da der er ”et stykke vej, før vi kan sige, at vi er supergode”.

Marlene Briciet Lauritsen
Klinisk Professor, Klinisk Institut
Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aalborg Universitet
Overlæge, Psykiatrien

Om valg af speciale:

Jeg syntes, da jeg var ung, at psykologi var meget spændende. Senere kom interessen for at hjælpe patienter og andre svage, der havde brug for hjælp, og her overvejede jeg at blive enten læge eller sygeplejerske. Valget faldt på lægefaget, hvor jeg tænkte, at det nok var psykiatrien, jeg skulle ende i.
Da jeg selv fik børn, var jeg ret sikker på, at jeg skulle være børne- og ungdomspsykiater, og det er jeg rigtig glad for! Børn og unge er fantastiske at arbejde med, og det passer mig rigtig godt, at det ikke er fysiske sygdomme, børnene fejler hos os, det har jeg nemlig lidt svært ved at rumme.

Om at være i tvivl om specialet var det rette:

Det har jeg aldrig været.

Om at skrive en doktordisputats:

Jeg begyndte på at skrive en ph.d. på den forskningsafdeling, hvor Det Psykiatriske Central Register i sin tid havde til huse i Risskov. Det trak ud, da jeg fik børn ad flere omgange, hvilket jo betød, at nogle af artiklerne nåede at blive publicerede, og så sagde mine vejledere: ”Du skal da lave en doktordisputats i stedet”. Det blev så et mål for mig at gøre det, og det tror jeg egentlig har været en måde at arbejde på for mig: At sætte mig et mål, der er lidt svært at nå, og så arbejde på det. Ikke noget, jeg gør bevidst, men sådan har det været flere gange for mig.

Om mulighederne mht. tid og senere evt. brug af forskningen i en kliniknær dagligdag:

Det har da været svært. F.eks. tog jeg de sidste to år af hoveduddannelsen i en stilling med halv forskning og halv klinik. Og dér oplevede jeg jo på egen krop, at det, der altid kommer i første række, er patienterne, og så laver man forskning, når der kan findes tid til det. Det gør nok også, at jeg har en forståelse for, hvordan hverdagen er for klinikerne, og hvorfor det kan være svært for dem at forstå vigtigheden af forskning, også selv om den er til gavn for patienterne.

Om interessen for epidemiologisk, registerbaseret forskning:

Den fik jeg, da jeg arbejdede på Afdeling på Psykiatrisk Demografi på Psykiatrisk Hospital i Risskov efter turnus. Her var der fokus på registerdata, og man fik epidemiologien serveret på en meget kliniknær måde. Samtidig var det interessant at være på konferencer og opdage, hvilken status dansk registerforskning havde ude i verden, og at vi var kendte for tvillingestudier inden for psykiatriske sygdomme. Og disse studier er altså lavet helt tilbage i 1980’erne og 1990’erne. Det fik vakt min interesse for særlig registerforskning, men det hænger jo uløseligt sammen med epidemiologi.

Om at finde ud af regler etc. ang. registerforskning:

Det var learning by doing, men det hjalp da at sidde på afdelingen, hvor Det Psykiatriske Central Register var bosiddende. Der var let adgang til hjælpen.

Om internationalt forskningssamarbejde:

Jeg tænker, der er mange muligheder, hvis man opsøger dem. Det har jeg nok ikke selv været så god til, og jeg synes faktisk heller ikke, jeg fik hjælp til det fra ældre kolleger.

Om ambitionen for Forskningsenhed for Børne- og Ungdomspsykiatri, Psykiatrien, Aalborg Universitetshospital:

At vi får lavet kliniknær forskning, som kan komme patienterne og deres familie til gavn. Det lyder lidt floskel-præget, men det mener jeg faktisk. Forskning for forskningens skyld giver ikke mening for mig.

Om råd til yngre læger, som ønsker at forske:

Lav kun forskning inden for noget, som du synes er interessant. Det er ikke en god idé at hoppe på en vejleders projekt, hvis ikke du kan se dig selv i det. Det kan sagtens komme til at tage mere af din tid, end du lige havde regnet med

Om arbejdet med Nationale Kliniske Retningslinjer:

Jeg tænker, det er utrolig vigtigt for specialet, at vi har retningslinjer for flere diagnoser inden for børne- og ungdomspsykiatri. Jeg tror også, at det er et udtryk for, at vi har nogle problemstillinger i børne- og ungdomspsykiatrien, som er komplekse, og der derfor er brug for en vurdering af, hvordan de håndteres.
Jeg blev spurgt af Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab, om jeg ville være selskabets medlem. Det har været en god og spændende oplevelse – nok især i forhold til den forskningsmæssige del af mig.

Om ambitionen og vejen til at blive professor:

Det tænkte jeg ikke så meget på tidligere, men efterhånden, som jeg er kommet dybere ind i forskningen, blev det noget, jeg gerne ville, og så var det ligesom blevet et mål, jeg kunne arbejde på at nå.
Vejen dertil har været lidt lang, men jeg har undervejs haft nogle gode arbejdsvilkår og lavet forskning selvstændigt i en del år, så det har været fint, også selv om jeg ikke var professor. Det handler allermest for mig om at lave noget forskning, jeg synes, giver mening, så er professortitel og andet mindre vigtigt.

Om vinkel på specialet:

Jeg vil gerne være med til at gøre børne- og ungdomspsykiatrien bedre, altså forbedre den. Vi kan altid gøre det bedre, og jeg synes også, at der er et stykke vej, før vi kan sige, at vi er supergode.

Om glæden ved arbejdet:

At jeg laver noget, jeg synes er spændende, og som giver mening for mig.

Om at vælge et speciale og ende på rette hylde:

Man skal mærke efter, hvad man godt kan lide i de ansættelser, man er i. Måske også reflektere lidt over, hvad man har det godt med og være ærlig over for en selv i forhold til, hvad man har det svært med. Der kan være ting, man laver, fordi man synes, at man skal, men egentlig er det ikke det, man har det bedst med. Og vi skal være i vores fag i mange år. Er man ikke tilfreds, så søg videre, og led efter det, du brænder for og godt kan lide.

Om overraskelser ved specialet:

Hvor bredt det er. Der er så mange områder og aspekter, der spiller ind og har en betydning for et barns/en ungs liv med psykisk lidelse.

Om udfordringer ved specialet:

Bureaukratiet, og at vi ikke bare kan gøre det, der giver mening. Derfor er jeg måske heller ikke den bedste at sætte i en ledende overlæge-position, hvilket jeg prøvede i en kort periode. Jeg er ikke god til, at der kan være lange kommandoveje. Så selve specialet er ikke svært i sig selv, synes jeg, det er mere alt det andet.

Om fremtiden for børne- og ungdomspsykiatri:

At vi på et tidspunkt kan blive i stand til at tage de børn ind, der har brug for en vurdering af os, uden at det skal tage rigtig lang tid. Dvs. at slippe for de lange ventelister, som jo opstår, fordi udbud og efterspørgsel ikke passer sammen, og sådan har det været i mange år.