”Jeg må godt det hele”

Tine Skipper Vesterby tog springet til at være privatpraktiserende børne- og ungdomspsykiater. Det har krævet omstilling, men er opfyldelse af en drøm, der har givet uanede muligheder for at få fagligheden i spil. For at holde sig fagligt ajour afsættes tid til videreuddannelse og opkvalificering. Ligesom en bred tværfaglig gruppe konsulteres for at sikre faglig sparring, organisatoriske fif og uformel kollegial ”snak”.

Tine Skipper Vesterby
Privatpraktiserende Speciallæge i Børne og ungdomspsykiatri
Indehaver af Den børnepsykiatriske klinik.

Om valg af speciale:

Jeg har aldrig været i tvivl. Som medicinstuderende var jeg fascineret af det hele menneske. Set i et udviklingsmæssigt perspektiv; fysiologisk, kognitivt og adfærdsmæssigt. I et dynamisk perspektiv; relationen mellem mennesker og menneskets interaktion med dets miljø. Og i forbindelse med coping og mestring; håndtering af oplevede og faktuelle belastninger – somatisk og psykisk.
Dette favnes i børne- og ungdomspsykiatrien. Det fik jeg nok først øjnene op for, da jeg var i gang med min hoveduddannelse – og særligt da jeg senere fik mulighed for at prøve kræfter med ledelse, hvor samarbejde på tværs af faggrupper i og uden for specialet særligt kom i spil.

Om tvivl:

Særligt de første år som yngre læge var jeg i tvivl om, det var rette speciale for mig. Her oplevede jeg, at det var vanskeligt at finde og definere min egen rolle som læge. Tværfaglighed, som senere kom til at markere styrken i specialet, udfordrede mig. Jeg forsøgte at finde min identitet ved at spejle mig i mine nærmeste samarbejdsrelationer (psykologer, sygeplejersker og pædagoger), som jeg jo kun blev en halvdårlig udgave af. Det udfordrede mig, men var samtidig en enorm vigtig læring. Dels fordi det på sigt bidrog til, at jeg fandt min lægelige identitet som facilitator og beslutningstager, og dels for at kende til og respektfuldt møde mine tværfaglige samarbejdsrelationer som eksperter på deres fagområde.

Om vinkel på specialet:

Det har nok altid været en drøm for mig at få mit eget. Når det er sagt, spillede omstændighederne også ind. Mens jeg arbejdede i hospitalspsykiatrien, fungerede jeg bl.a. som afsnitsledende overlæge for to fusionerede ambulatorier og et sengeafsnit i den midt og vestlige del af Region Midt.
For mig som læge og leder har samarbejde inden for hospitalet (mellem faggrupper og mellem afsnits- og afdelingsledelse) såvel som uden for hospitalet (med kommuner, skoler, PPR, somatisk afdeling mv) altid været en hjørnesten i arbejdet for at bidrage til udvikling og trivsel hos det enkelte barn og den enkelte unge, såvel som for den samlede del af børn og unge i regionen. Det handler bl.a. om at viden-dele og møde barnet og den unge i dets primære miljø, for med en rettidig og individuelt tilpasset indsats at støtte barnet, familien og dets netværk. Som leder måtte jeg erkende, at der var store geografiske forskelle i forhold til sådanne muligheder. Det var en af grundene til, at jeg valgte at tage springet ud i det private, med det sigte at komme tættere på patienten, pårørende og deres netværk. Med et sådan spring (jeg startede en klinik op fra bunden uden ydrenummer), måtte jeg samtidigt sige farvel til den tværfaglighed, som jeg altid har skattet højt. Dog har jeg allieret mig med flere af mine tidligere kollegaer.

Om at arbejde tværfagligt:

Jeg fik fra begyndelsen, da jeg åbnede klinik, allieret mig med flere af mine tidligere kollegaer, som varetager de opgaver, jeg som læge ikke favner. På denne måde holder vi fast i tværfagligheden, samtidig med at vi kan tilpasse og individualisere indsatsen til barnet og den unge og tilbyde kontinuitet i forhold til de fagpersoner, som familierne møder. Udredningen og behandlingstilbuddet lægger sig tæt op ad de udrednings- og behandlingspakker, som jeg selv havde været med til at udarbejde i hospitalspsykiatrien således, at den høje faglige standard sikres. Jeg vil dog ikke nægte, at jeg indimellem savner det uformelle møde med kollegerne og den energi og iderighed, som mødet bringer med sig. For at imødegå dette, har jeg en række fora, hvor jeg virtuelt eller fysisk mødes med mono- eller tværfaglige kollegaer for at sikre faglig sparring, deling af organisatoriske fif og uformel kollegial ”snak”.

Om en typisk hverdag:

Klinikken har et 14 dages flow. Således er der ”opstart samtaler” på ugens første dage. Udredningsopgaver ligger fortrinsvist i formiddagstimerne, mens behandling ligger over middag – men ingen regel uden undtagelser – da sigtet er at imødekomme de behov de enkelte familier måtte have. Hver anden fredag har jeg en administrationsdag, hvor min psykologkollega kommer og bruger klinikkens lokaler til psykologisk test. Jeg har desuden afsat 10 dage årligt til efteruddannelse og holder 6 ugers ferie. Herudover har jeg opgaver på én behandlingsinstitution ca. 1 gang per måned, hvor jeg har samtaler med de unge og varetager deres medicinske behandling og supplerende udredning, supervision for psykologer og indimellem div. oplæg – som ofte ligger i aftentimerne. Indrømmet, at mit arbejde også er min hobby.

Om den privatpraktiserende speciallæges rolle:

Som privatpraktiserende speciallæge er fokus rettet mod individet/den enkelte klient og dennes familie og netværk. Dette gælder for såvel udredning, diagnostik og behandlingstiltag. En mere generel og gruppebaseret formidling og fokus på tidlig opsporing og primær forebyggelse er kun i mindre omfang muligt, men jeg forsøger at fastholde dette fokus gennem oplæg og foredrag for fagprofessionelle.

Om faglige muligheder:

Mine klienter er mellem 6 og 18 år og huser et bredt udsnit af det diagnostiske spektrum inden for børne- og ungdomspsykiatrien, vel at mærke som hovedfunktionspatienter. Det vil sige, at enkelte grupper, hvis symptomatologi er mere kompleks eller behandlingsresistent, hører til i hospitalspsykiatrien. Dette fordrer, at jeg orienterer mig bredt og sikrer, at der afsættes tid til videreuddannelse og opkvalificering. Her er jeg godt hjulpet af en naturlig nysgerrighed, ligesom jeg i de tværfaglige fora, jeg deltager i, henter inspiration til kursusdeltagelse og opkvalificering. Og ja, også her er du, som privatpraktiserende, den begrænsende – eller muliggørende faktor.

Om at holde sig opdateret:

Som privatpraktiserende har jeg i realiteten uanede muligheder for, at få min faglighed i spil – og jeg har skulle vænne mig til at ”jeg godt må det hele”. Således har jeg valgt at prioritere foredrag og oplæg højt, for på den måde at komme ud og formidle børne- og ungdomspsykiatrien til tværfaglige kollegaer. Det være sig oplæg for psykologer, 12 mandsgrupper i almen praksis og behandlingsinstitutioner mv. På den måde oplever jeg at komme ud til flere på kortere tid, samtidig med, at jeg får sat ansigt på de samarbejdsrelationer, som jeg ellers kun ville møde i telefonen – hvilket bidrager til at gøre dialogen gensidig respektfuld og mere forpligtende.

Jeg møder stort set hele spektret inden for børne- og ungdomspsykiatrien og på forskellige udviklingstrin, hvilket er en faglig gave, bidragende til at arbejdsdagene aldrig er ens. Ensartetheden kommer imidlertid ved høj grad af systematik i brugen af observation, undersøgelser dokumentation for at sikre, at vi kommer hele vejen omkring og sikre at resultatet vil være reproducerbart.

Om glæden ved arbejdet:

Kort sagt. Friheden til at vælge. Med den kommer energien og overskuddet til at lægge en ekstra indsats i arbejdet og nysgerrigheden til hele tiden at gøre det lidt bedre.

Om at vælge et speciale og ende på rette hylde:

Tillad dig at være en nysgerrig novice. Spørg og tillad dig at undres højlydt. På den måde får du adgang til alle de fine facetter af specialet. Undlad at lægge dig fast på en sub-specialisering for tidligt. Selv har jeg prøvet kræfter med det kliniske arbejde, ledelse og psykoterapi. Alle dele som jeg i dag sætter i spil på daglig basis. Færdigheder som gør mig fagligt stærkere, men også ydmyg overfor kompleksiteten i specialet.

Om overraskelser ved specialet:

Jeg ser ikke lægegerningen som et kald, og det er essentielt for mig at have plads til min familie og venner, som jeg skatter højt, men børne- og ungdomspsykiatrien er alligevel krøbet ind under huden på mig og blevet mit hjertebarn. Det har nok alligevel overrasket mig, at specialet også har bidraget til min egen personlige udvikling – men kun fordi jeg har givet plads hertil.

Om fremtiden for børne- og ungdomspsykiatri:

Min egen ambition for specialet er mindre betydningsfuld, idet en fælles ambition på tværs af hospitalspsykiatrien, de privatpraktiserende og vores samarbejdspartnere lokalt, regional og nationalt er essentiel for at sikre en rettidig og relevant indsat for alle børn og unge med psykisk lidelse. Det kræver politisk vilje og vedholdenhed, fælles faglig front med fokus på forskning, forebyggelse og god klinisk praksis samt velvilje til samarbejde mellem psykiatrien og øvrige aktører i barnets og den unges netværk, for at vi kan lykkes.