Artiklen viser, hvordan en stigning i autismespektrum-diagnoser (ASF) hos engelske skolebørn over en årrække ses afspejlet i et voksende behov for autismespecifik pædagogisk indsats. Stigningen er særligt observeret hos normalt begavede børn og hos piger. Fra en sjælden tilstand (< 1%) beskrives ASF nu relativt hyppigt (>3%).
Udviklingen drøftes med fokus på diagnostisk praksis og på behovet for tilpasning af støttetilbud i skolen. Stigningen kan ikke begrundes ætiologisk og vigtige spørgsmål stilles: Kan den afspejle ændringer i hvordan autisme forstås og defineres? Der er ikke en klar veldefineret grænse mellem autistiske træk og autisme, så tærsklen for, hvornår diagnosen stilles kan have ændret sig. Betyder ændringer i samfundet, at udviklingsrelaterede krav socialt, intellektuelt og eksekutivt er øget, så flere presses ud i mistrivsel end tidligere? En større opmærksomhed og anerkendelse af tilstanden, samt mindre stigma forbundet hermed kan have sænket tærsklen. Blev symptombilledet tidligere kaldt noget andet? Konklusionen er behov for mere evidens om effekt af indsatser.
Som børne- og ungdomspsykiater kan artiklen bruges til at understøtte følgende forståelse: Diagnosen er i sig selv ligegyldig, hvis der ikke følger hjælp med.
For at trives og udvikles, er det væsentligt for et barn at blive mødt, hvor det er ift. sine udviklingsbehov. Derfor kan der være behov for individuelt at tilpasse en indsats.
Hvis den forståelse og hjælp et barn har brug for allerede er tilgængelig som del af den generelle indsats og hjælp til alle børn, må risikoen for at komme i mistrivsel forventes at blive mindre – og tilsvarende behovet for at få beskrevet en diagnose.
https://acamh.onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1111/jcpp.70209
